175 (Tilskueren / Aarg. 22 (1905))

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Lyrik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Lyrik

175

luft. Mærkeligt er det, at han af Cyklussen Fo raarsevangelium
(»Bekendelse") har udeladt det sidste, der er langt det dejligste.

Godt repræsenteret er Digterens tredje Periode, de ganske simple,
let antydende Følelsesdigte, hvor hvert af de afgørende Ord er som en
lille langsomt faldende Taare eller en Draabe Blod. Morgenandagt er
blevet meget bedre derved, at han har forandret Linien: „Hun, der for
mig er Sol i Sorg og Lyst" til den meget mindre almindelige: „Hun
der for mig er Sol og Sorg og Lyst". Det gribende Mindedigt til
Verlaine findes, men man savner stærkt Cyklus’en Livets Sang, hvis
stille Pathos, saa indtrængende og saa manende, minder om Den yderste
Dag (hans Prosas Mesterværk), og især savner man Gylden Taage,
der viser at Jørgensen selv har haft sin tunge Tvivl, om den Vej, han
slog ind paa, var den rette. Det er her, han spørger sig selv:

Sidder jeg nu og dømmer
Livet til Baal og Brand?
medens dets Rigdom strømmer
som et utømmeligt Vand?

Er jeg et Blad der løsnes
og falder fra Livets Træ?
Knejser det dog i Solen,
Slægternes evige Læ?

Men han vidste, at „hans Vandrings forladte Veje | giver dog aldrig
Fred", og om det han fandt paa de nye, fortæller nogle Salmer, der er

den eneste høje religiøse Poesi, vor Tids danske Litteratur har skabt.
♦ *

Valdemar Rørdam staar stadig de Englændere nær som
paavirkede Johannes Jørgensens første Ungdom. Det bedste han har skrevet,
et Digt til Havet (Dansk Tunge), minder ingenlunde om Drachmann,
men om en større: Swinburne. ’ Man lytter i dette Digt ligesom til
Aftenstilhedens dumpe Konkylie-Sus, man hører Dønningens lange, rullende
og hule Lyd, og Stormenes „Kæmpeklynger" bliver ligesom mytisk levende.

Ingen samtidig Digter er saa forskelligt bedømt. Brandes har stillet
ham blandt de største. En Digter af Michaelis’ Rang og Kultur har
lovprist Gudrun Dyre. Harald Nielsen har skærende uretfærdigt, i en
grov Generalisationslyst stillet ham sammen med — Fru Blicher Clausen 1

Han indgyder de fleste en blandet Følelse. Han burde aldrig mere
skrive Romaner paa Vers. Det er en forældet Kunstart. Prosaen
udstykker det allermeste hundredfold bedre, og Rørdam er for ægte en
Digter, til at han skal nøjes med at roses for sin enestaaende Evne til
at finde Rim (han er i den Retning noget af en Tusindkunstner!) og til
at faa Rytmen til at bøje sig efter Fortællingens skiftende Indhold. Han
burde ikke gøre det ogsaa af den Grund, at han har saa ualmindelig
svært ved at „finde paa". Fabelen i Gudrun Dyre var dels usmagelig,
dels (som i Slutningen) næsten barnagtig. Den er i Karneval ganske
„romantisk". Det fortrinligste i disse Bøger er det rent lyriske. Digtet
Det var en Aftenstund i „Gudrun Dyre" er af en sjælden Skønhed
og psykologisk mærkeligt. Den lyriske Klimax er udført med stort
Mesterskab. „Det hører til de Digte", sagde en fin Elsker af Poesi til mig,
„som man maa lære udenad for at befri sig for dem."

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Fri Oct 18 17:09:51 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/tilskueren/1905/0179.html

		Tilskueren / Aarg. 22 (1905) / 175 (1884-1939) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|