Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyrik
179
Og er ikke dette en baade fyndig og fyldig Karakteristik af Penelope:
Hun har næsten noget af Madonnas Ynde,
Kristent Taalmod bænket paa en hedensk Hynde.
Men hun er en Genglans kun af Afrodite,
der blev født paa Havet i Alverdens Midte.
Og hør saa Hymneklangen, det hedenske Orgel:
Afrodites Smil bestraaler Jordens Øde,
lover endnu kække Mænd et hedensk Møde.
Den hun rækker sine Haandled, Armen, Haanden,
rækker hun fra skjulte Kilder Visdomsaanden.
Og lyt til den helt moderne Digters Psykologi, hvor han taler om
de Mænd, der er andre Gudinders Love lydige:
Deres Hjernespind som fine Silkeslidser
vikled hun paa Dril om sine Fingerspidser.
En lignende Evne til at forme psykologiske Maksimer genfindes i
.Trappen til Helvede*, f. Eks. der hvor Journalistens erotiske
Over-mæthed udtrykkes:
Han savnede Hadet, manglede Lysten,
han nød ej Fornedrelsens Sødme, Foragten,
der er Nøglen til Æren og Riget og Magten.
Claussen burde vist have dannet to Digte af dette. Thi Forbindelsen
mellem Satiren paa Journalistikken (der er ret hvas) og Journalistens
erotiske Bedrifter er ikke iøjnefaldende. Alt det erotiske i Digtet er
fremragende. Hver Linie giver noget nyt; der falder over Ordene en
mystisk og natlig Glans; de er som gennemglødede af en uhyggelig Feber.
Journalisten forlader sin unge Kone „der ligned et Buestrøg over et
spændt | spinkelt og vidunderskønt Instrument", elsker saa Kvinden i Flæng,
indtil han en Dag møder „en Lystens og Lasternes Velynderinde" som
han haaber kan skænke ham de Helvedes Krydderier, han hungrer efter.
Med en fantastisk Pragt, der kun har meget faa Sidestykker i dansk Poesi
(nærmest staar Johs. V. Jensens Medea-Fantasier) skildres deres
Elskovs-møde. Men for Resten blev ogsaa det Forhold Hverdag (endog
Ægteskab) for ham, og Slutningslinien er den halvt bitre, halvt
ironisk-sørg-modige: „Men der findes ej mer nogen Trappe til Helved’.’
Sophus Claussen var fra sin første Ungdom en Mester i at blande
Virkelighed og Fantastik. Indfangede hans Kunst den ydre Verden, fik
Fænomenerne en særegen Besnærelse ved at passere hans Bevidshed, en
trolddomsagtig Ynde, som Løv der spejler sig i en stille Sø ved
Aften-Hans Sanser var tit som et Eventyrspejl, der viste os Livets skjulte
Skønhed. Det lille Bohémedigt fra hans Ungdom Mina er saa legende og
festligt, fyldt af saa mange naturlige Smil, undertiden lidt bitre, som de,
hvormed en grødefuld Aprildag oplyser Jord og Træer eg Menneskenes
løsnede Hjerter. Men det indeholder Linier, der viser direkte hen til
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
