Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Goldschmidt: Aglaja Ivanovna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
Aglaja Ivaiiovna
Isvochik’en paa Hjørnet ved Vinterpaladset og han flængede min
Frakke, havde jeg ikke Øje og Øre for noget andet end Dem. Da
vi gik ned ad Nevski, og jeg maatte holde sammen paa mit
iturevne Tøj, var jeg saa fortumlet, at jeg ikke vidste af nogen Ting
mere. Jeg var saa bange for, at De skulde gaa fra mig, uden at
jeg havde faaet sagt, hvad jeg vilde. Og jeg flk slet ikke sagt
noget. Husene og Menneskene sejlede forbi mig, saa jeg blev
svimmel, ved Anitsjkov-Broen tror jeg, jeg væltede en Dreng. Var
der ikke nogen, der hilste paa Dem–-og det er mig, som
er Skyld i, at Deres Venner skulde se dem saadan! Det maa jo
have været forfærdeligt for Dem at gaa med mig. Hvorfor løb De
ikke — havde De blot gjort det. Aa nej, det havde ikke nyttet
noget, jeg var løbet efter Dem, havde grebet fat i Dem, havde holdt
Dem fast. Alt maa ikke være forbi nu, De maa komme til mig,
lov mig, De vil tale med mig.
Liteiny Prospekt, den 26. April 1887.
Hvis jeg skulde svare paa alle de Spørgsmaal og Bebrejdelser,
De retter imod mig i Deres to sidste Breve. Lef Nikolajevitsj, vilde
jeg komme til at skrive en hel Serie Breve. Det hverken vil eller
kan jeg. Det er saa meget vanskeligere, som Spørgsmaalene og
Bebrejdelserne, hvor bestemt de end er affattede, dog bliver til et
Virvar, som det ikke er mig muligt at finde ud af. Kan De da
ikke selv se, hvor modsigende Deres Ord er, De stiller ganske
bestemt for store Fordringer til min Intelligens, det er mig umuligt,
ganske umuligt at give Svar og Forklaring paa alt det, De skriver.
Jeg kan ikke rummé det. Med Hensyn til mine „Principper* synes
jeg, De skulde kende mig lidt mere, inden De udtaler Dem derom,
og hvad angaar det, De skriver om mine „Hensyn", da fortryder
jeg blot, at jeg ikke har sendt Dem Brevet tilbage for lang Tid
siden. Efter det, der er sket, kan De jo nok forstaa, at jeg ikke vil
træffe Dem, saadanne kunstige Tilfældigheder kommer der ikke
noget ud af. Tror De virkelig, Lef Nikolajevitsj, at to Mennesker
lærer hinanden at kende paa den Maade? Nej, der hvor Livets
naturlige, hjælpende Tilfældigheder fører Menneskene sammen, der
lærer de hinanden at kende. De spørger, om De da aldrig har
betydet noget for mig–jo, jeg har haft Glæde af at lære
Deres intense Natur, der er i saa høj Grad modsat min egen, at
kende ..., men derfra og til at mødes, som De ønsker det — og
hvad Udbytte havde vi vel af den forfærdelige Tur ned ad Nevski ?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
