Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Ballettens Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
Ballettens Kunst 342
Element end for Dansen. Dette spores allerede i „Valdemar" og
„Valkyrien" og — endnu stærkere — i „Thrymskviden", men Bournonville selv
har aabenbart holdt ubønhørlig paa Dansens Bet, medens f. Eks. de to
moderne Balletter „Hyrdinden og Skorstensfejeren" og „St. Gaecilias
Guldsko* er helt baserede paa Musikken. Vort Balletpersonale er saa
fortrinligt, at selv disse Forestillinger var seværdige, men dette bør ikke dække
over, at det var daarlige Balletter o: saadanne, der kun gav Danserne
ringe Lejlighed til at glimre. I „St. Gaecilias Guldsko" var Dansene i sig
selv fortræffelige, som det var at vente, da de var komponerede af en
af vore karakterfuldeste og stilfuldeste Dansere, og naar den store Pas
de deux1) var saa dræbende kedsommelig, tager jeg ikke i Betænkning
at skrive det udelukkende paa Musikkens Begning. Men der blev saa at sige
slet ikke danset under hele Balletten, skønt alle vore ypperste Dansere
og Danserinder var paa Scenen. Et enkelt Eksempel vil belyse denne
„Ballets" Karakter. Ballettens Clou, den Finale, der skulde rive
Tilskueren med sig ved sin uimodstaaelige Magt, var to endeløse
Violinsoloer, som den ulykkelige Danser maatte figurere igennem, medens den
ene Halvdel af Publikum sad og passede paa, om han strøg paa de
rigtige Strenge, og den anden med Spænding iagttog St. Caecilia for at
kon-trolere, hvordan hun kom af med sin Guldsko. Jeg gad vidst, hvor
inange der har set den Rigdom af plastisk Skønhed, som baade Beck og
Uhlendorff ødslede paa denne af Muser og Gratier forladte Idé. Man kom
uvilkaarlig til at tænke paa Violinscenen i „Kermessen": Danseren sidder
i Vinduets Sollys og tvinger ved sin fortryllede Violin Danserinden til at
danse. Trolddommen er i hendes Dans, hun rører knap ved Jorden,
ligesom baaret af det sommerfuglelette Flor, der hyller hende. Midt i sin
svævende Flugt trygler hun under Smil og Taarer sin Elsker om at
holde inde. Hver Gang han standser, flygter hun mod Døren, men i sit
leende og forelskede Overmod griber han atter i Strengene, og selv
dansende drager han hende atter ind i Dansens Tryllering. Hendes strakte
Vrist følger hans Buestrøg; langsomt hæves og sænkes hendes Arme og
Haandled med Violinens Toner. Saadan digter en Danser, og de to unge
Dansere løftede hans Arv med séjrstærke Hænder.
Selve Balletten holdes sammen af en dramatisk Handling, der
udtrykkes gennem et mimoplastisk Tegnsprog, hvis Ordforraad saa lidt som
det talte Sprogs undergaar nogen følelig Forandring. Dets fornemste
Egenskab er dets tyste Lydløshed: Intet maa konkurrere med den skønne
Bevægelses Udtryksfuldhed. Naar Sylfiden har besejret James’ Modstand
og danser sin Jubeldans, er hendes Haandklap uhørlige, og Valdemar
Prices Skoggerlatter i „Thrymsk viden" var lydløs som Ugleflugt. Det er
derimod stilløst, naar man i „Toreadoren" hører den melankolske
Englænders taktfaste Haandklap — dertil har man Orkestret — og der kunde
anføres andre Eksempler. Handlingen maa ikke vækkes af sin
drømmeagtige Uvirkelighed*). Ballettens stumme Sprog er, som Barnets, sammen-
*) Et ganske misvisende Navn, da Danserens Andel kun var Mimoplastik.
*) Noget helt andet er Klangen af Castagnetter og Tamburiner; de høres og
opfattes som en Bestanddel af Musikken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
