Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Ballettens Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346
Ballettens Kunst 346
Rytmer udførte Dans kan umulig paa nogen Dansk virke som en
Aabenbaring af en ny Kunstart. Det var slet ikke andet end hvad
Bournonville kalder mimiske Monologer, og man behøver blot at tænke paa Fru
Guldbrandsens Fremstilling af Stormklokkeringningen i „Brudefærden"
eller Hans Becks af Tyrefægtningen i „Toreadoren" for at blive klar over,
at den danske Ballet intet som helst har at lære af Miss Duncan. Hele
Forskellen beror — bortset fra Præstationernes Kvalitet — paa Kostumet, •
og her forekommer det mig, at enhver nøgtern Betragter maa være paa
det rene med, at naar det gælder Dans, er Miss Duncans hellige
Nøgenhed kun Skaberi og behændig Reklame, medens Ballettens Naturlove
kræver Dansesko og Silketrikot. Dansen bejler til Tilskuerens
Skønhedssans og til hans Latter. Den burleske Dans’ Virkning er umiddelbart
forstaaelig, og Balletten raader for Tiden over saa ypperlige
Karakterdansere, at f. Eks. Trolddansene i „Et Folkesagn" eller den ufrivillige Dans
til Trold-Instrumentet, som den danses i stor Stil i „Kermessen* og med
ubetalelig komisk Vis, udført med Hovederne alene, i „et Folkesagn",
kan konkurrere med vore Skuespilkomikeres bedste Ydelser. Lejlighedsvis
vilde jeg gerne henstille Afskaffelsen af Masker, kunstige Næser og den
Slags Tilbehør, der af og til sætter hæslige Pletter paa Balletten (anden
Akt af „et Folkesagn", Negerdansen i „Fjærnt fra Danmark", Heksen i
„Sylfiden"), men man kan ikke gaa for haardt i Rette med Balletten,
naar vor kongelige Scene ikke tror, at en Kunstner med Olaf Poulsens
Maskeringsevne kan blive til et Æsel, uden at han iføres et Æselhoved
af Pap, der virker paa Kunstneren som en Lyseslukker. At vor
Skønhedssans fængsles af vore Danseres Kunst, er heller ikke gaadefuldt:
Ungdom, Skønhed og Glæde vil aldrig forfejle deres Virkning, hvilke
Kunstteorier eller Modegalskaber, der saa kommer til Magten. Naturligvis spiller
Mimikken ogsaa her lejlighedsvis en Rolle: Hvem har ikke glædet sig over
Fru Guldbrandsens stumme Bøn og taareslørede Smil under Neva-Dansen
i „Fra Siberien til Moskov" eller over Frøken Braunsteins koglende
Koketteri under Fandangoen i „Fjærnt fra Danmark". Men først og
fremmest beror Danserens Magt over Tilskueren paa hans Bevægelses
Ildkraft. Kunstnerne hidser os op til at dele den jublende Ekstase, der
behersker dem selv, og de skaber hurtig den Vekselvirkning mellem Scene
og Tilskuerplads, hvorpaa Scenekunstens sande Liv beror. Under
Jubeldansen i „Sylfiden" eller Tarantellen i „Napoli" kan det utaalmodige
Publikum ikke oppebie Dansens Afslutning: I høje Bølger slaar Applausen
op om Danserne og ophidser dem til at overbyde sig selv. Gyldne er
Beethovens Ord: Kunstneren forlanger Applaus og ikke Taarer! Det er
muligt, at Balletten tilhører en mindre fornem Kunstgenre end Skuespillet,
skønt det — især for Øjeblikket — falder haardt at overbevise sig
derom. Men om én Ting forekommer det mig, at alle maa kunne blive
rende og stenstereotype Smil (laant ikke — som hun falskelig foregav — fra
Botticelli, men fra Burne-Jones), og hendes Plastik bestod i at hoppe rundt
hele Aftenen paa store Fodblade med spidse Knæ og Albuer (formentlig efter
samme Forbillede); Miss Duncan var ikke ulig Gaasen hos Heine:
Besass eine schöne Seele gewiss!
Doch war das Fleisch sehr zähe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
