Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Gustav Esmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustav Esmann
411
det var kun i Store Kongensgade! — Disse Skuespil har behaget
just ved deres lette, mondæne Tone, forfinet af et spodsk artistisk
Blink, som i Virkeligheden smigrer, fordi det ligesom forudsætter
Tilskuerens overlegne Medviden.
Selv har han haft en fortroligere Lystfølelse ved sin anden
Række Skuespil: Magdalene, Frederiks Redningsmand, Den store
Maskerade, Alexander den Store, hele hans Privatteater-Repertoire.
Her er det Indtrykkene fra de mindre borgerlige Lag og Opgøret
med og Oprøret mod det Selskab, han er udgaaet fra, men hvis
Borgerskab han aldrig har meldt sig ind i. Her opgiver han de
dæmpede Toner; han bliver stærkere, om end ikke dybere. Han
vover ikke det yderste, eller han véd det ikke. Se blot
Magdalene! Han vil give et menneskeligt Billede af de letsindige Piger,
som Samfundet jager og ødelægger, og han vil piske deres Bødler
med sin Harmes Svøbe. Nuvel, han viser os en god lille
Borgerpige, som lokkes paa gale Veje, men for Resten holder sig saa
fin og dydig som en ung Frue — ikke altid er. Og da hun har
faaet Skinnet imod sig, og Politiet, lidt usandsynligt, vil tage hende,
sender han bogstavelig en deus ex machina, en maskingjort Gud
i »sid, dunkelgraa Kappe, der dækker en ubleget Skjorte". Tænk
saa, til Sammenligning med dette nyvaskede Frilivsbillede, hvis
mest lastefulde Optrin til Scene har Tivolis
Illuminationsover-daadighed, paa det sumpede Samfundsdyb, de russiske Forfattere
føre os ned i, naar de vil skildre os Lasten og Menneskehjertet,
der oprejses rent og lutret af Syndens Smerte.
Opsigten søger han, mere end Opgøret. Det bliver ren
Tjenestepigeroman, da han i Vandrefalkens Storforbryderskikkelse vil sige
det satte og mætte Borgerskab Besked; ak, hvilken artistisk
fornem Diamanttyv sender her sin Vandrefalk-Filosofi ud i Hovedet
paa Publikum i funklende Tirader. Med Den store Maskerade er
det virkelig ment som Alvor fra hans Side, men der gaar det nu
rent galt. Ikke blot blev det en Fiasko paa Dagmarteatret samme
Aften som den groft krydrede Farce Frederiks Redningsmand faldt
paa Folketeatret — det var lige efter Esmann-Brandes-Affæren, og
Aftenen føltes som en Valghandling; Studentersamfundets
Medlemmer løb fra den ene Forestillings Slutning til det andet Teater:
„hvordan gaar det i jeres Kreds?" Men Skuespillet er virkelig løst
og uensartet. Og paa sin Vis interessant.
Fortunio har, Morgenen efter et Drikkelag, gjort op med sine
Svirebrødre; ud mod den gryende Morgen raaber han:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
