Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Gustav Esmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustav Esmann
419
ken man forgæves leder efter Moustachen; men blot man i ti
Minutter har betragtet dette lille forvovne og afskyelige, kokette og
udfordrende Instrument, finder man det tilbedelsesværdigt, saa
meget Lune, Surmuleri og morsom Klogskab det kan udtrykke."
Hans Fejde mod vor celebre Hamletskuespiller bidrog i væsentlig
Grad til at ændre Synet paa denne originale Menneskefremstiller,
men hvor han ogsaa haanlo: „Om det er paa Trods, han
parodierer sig selv, maa lades usagt, men hans Fremstilling og Tale er
over al Maade vanvittig. Man bør gaa hen og se ham, thi der
eksisterer absolut ikke i hele Verden Mage til desperat Fænomen
paa Scenen. Ellers maatte man have hørt Tale om det."
En enkelt Gang hævede han sig til en ovenud festlig
Fantasi; han omtalte det „saakaldte klassiske Dramas" „gamle,
vanvittige Konger eller andre fremragende afsindige, som det er
bleven alle ærgerrige Fremstilleres Pligt at genoplive".
Skuespilleren kaster sig som en graadig Ulv over det døde Uhyre,
slider i det, raser, stønner og sveder. Tilsidst løfter han sit blodige Gab
mod Maanen og tuder længe i Træk. Det er Tragediens Højdepunkt,
den klassiske Monolog, den herlige Vanvidsscene, Tilskuerne ser
andægtigt paa hinanden: „Han tuder storartet", siger én „han er en glimrende
Skuespiller!" — „Nu har han tudet i ti Minutter", bemærker en anden
og ser paa sit Ur — „Se hare, hvor han sveder", hvisker en tredje,
„nu maa vi klappe" ...
Over for denne funklende Kaadhed stiller vi saa den rene
Holdning i Billedet af Emil Poulsens Bortgang: Og da Dækket var
faldet og Publikum blev staaende som en Mur, klappende og
klappende sin Tak, var det, mens Jerntæppet ubønhørligt gled ned,
som saa’ man ham langsomt vandre bort, gennem en Sejrsallé af
alle de skønne Monumenter, han har skænket sin Tidsalder, en
Musernes tro og ridderlige Elsker". Det antyder Spændvidden af
hans Talent. Han har naturligvis fundet Efterlignere. De giver
det tydeligste Indtryk af dets Ejendommelighed.
Hans talte Københavnerier, Konferencerne, skabte ham den
larmende Popularitet. Enkelte af dem var vittige i hans gode
Form, andre grove Gentagelser, ingen kunde, efter Sagens Natur,
give hans Stils slebne Finhed. Man fik en truende Forestilling
om, hvor langt Sensationstrangen kunde have drevet ham ud
over al Kunsts Grænse.
-28*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
