Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Digt og Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430
Digt og Sang
mes i hans Rytmers sonore Velklang. Man tænke blot paa Slutningsdigtet
i „Vaardigte", paa „Firenze* i Rejsedigtene eller paa „Parisisk Morgen* og
„En Morgensang* i den sidst udkomne Samling. Imidlertid, noget unaaet,
noget utilfredsstillende er der dog over det samlede Indtryk, hvor sikker
man end er paa at have en betydelig lyrisk Begavelse for sig. Dette
kan stamme fra to Grunde, enten fra en Begrænsning i selve Evnernes
Rækkevidde. At forlange den anderledes, vilde da være en udefra stillet
Fordring af Læseren. Eller Kravet kan være rejst af selve Digtningen.
Den giver Løfter, som den ikke holder; den rejser selv Forudsætninger,
som Resultatet ikke tilfulde svarer til. Det er intet „kan ikke", men et
„endnu ikke", der tillige rummer et „skal" til Forfatteren.
Saaledes er Forholdet for L. G. Nielsens Vedkommende. Han skaber sig
selv de fordringsfulde Dommere, der vender sig til hans Digtning med nye Krav.
Lad os forsøge at opdage, hvorfra Misfornøjelsen kan stamme. Neppe
fra hans formende Evne. Han kan ganske vist, hvor Inspirationen
mangler, blive søgt, ja næsten forfalde til Gongorisme, men det er ikke hans
mislykkede Ting, vi interesserer os for, men for de vellykkede eller for dem,
der dog burde være det. Og naar Stemningen fylder hans Sind, former
han Digte af en Vellyd og Skønhed, der er ubestridelig. Han har
lykkelige Udtryk — ikke forbavsende, ikke sært eller skarpt skaarne, men af
en ejendommelig Vægt, som naar han taler om Firenzes Klokker, „der
runger højt af Ry" — et fint Øre vil høre Lyden synge fra de dybe til
de høje Toner — eller naar han kalder Stærens Fløjt „en libysk og lys
Klarinet". Han former sine Rytmer — ikke regelmæssigt syngende —
den, der betror sig trygt til Optakten, lider snart Skuffelser — men med
en levende og omskiftelig Smidighed, der snart er Udtryk for en jævn
Parlando og snart lader fornemme en dyb og bevæget Røst.
Snarere er denne Røst for bevæget skøn i Forhold til de Følelser
og Tanker, den frembærer. Hos Thøger Larsen findes der et mærkeligt
og fortrinligt Digt, „Tilfældighed", i hvilket han uden Barmhjertighed
haaner Stemningernes forgæves Forsøg paa at rive ham med sig ind i
Trylleringen og bort fra Virkeligheden. En saadan Daad af Manden bag
Digteren, der viser, at den første er den stærkeste og i Stand til, hvad
Øjeblik det skal være, at overtage det Herredømme, der ene og altid bør
være hans, — noget lignende ikke blol mangler i L. C. Nielsens Digtning,
men mere end eet Tegn tyder paa, at han altfor villigt lader sig bære
med af Stemningerne uden at sikre sit tænkende og villende Jeg den
nødvendige Indflydelse.
„Rejsen til Rom", „Vandringer* er Titlerne paa hans to sidste
Samlinger. Længsel hedder hans Digtnings Muse. Ikke hin ubestemte
Følelse, der fylder Sindet med Uro og faar det til at svulme mod noget
ukendt fjernt. Den Længsel udefter, som fylder L. C. Nielsens Vers, er
nok paa Lykke og Fromme, men den er ingenlunde romantisk ubestemt.
Alene af den Grund, at den kun sjældent har noget helt ukendt til Maal.
Det er en Mand, der har set meget af Verdens Skønhed, som længes ud
paany mod de skønne Landskaber og Byer, han saa’ — videre mod
andre Steder end dem, han har for Øje, tilsidst i al Almindelighed mod
Forandring, Oplevelse og Nydelse i Modsætning til det dagligdags. I dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
