Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Cervantes og Don Quixote
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Cervantes og Don Quijote
501
lem Eventyrene og det, der gjaldt for Historie, og virkelige
Hændelser kunde tit være eventyrlige nok. Saa falder Don Quijote
ogsaa tilbage paa det samme Argument som den læselystne
Krovært: naar Ridderromanerne udgives med kongelig Tilladelse, maa
de da være til at stole paa.
Linierne i Figuren gøres endelig flydende ved en Mængde
Smaatræk. Don Quijotes klassiske Lærdom er langtfra altid
paalidelig. Han er en Helt, som regner slet; Andrés skal have 9
Maaneders Løn å 7 Realer; Don Quijote regner efter og byder Bonden
punge ud med 73 Realer, hvis han ikke vil dø paa Stedet. Han
har en lidt pedantisk Lyst til at rette gal Udtale af Fremmedord.
Hans egen romantiske Elskov til Dulcinea staar morsomt men ikke
unaturlig ved Siden af de skikkelige og snusfornuftige Advarsler
mod Elskoven i den Sang, han synger til Altisidora „i god Takt,
men med lidt hæs Stemme": Blodet er tyndt i begge Tilfælde.
Sancho Panza, en tykmavet og skægget Knort med tynde
Ben, er afgjort Jordens Søn, bundet til Knolden. Hans Attraa
søger ikke de luftige Drømme, den holder sig til det
haandgribelige: Mad og Drikke, Hus og Hjem og Penge. Hans
Griskhed er altid vaagen og løber af med ham; han er rap til at
plyndre dem, hans Herre har overvundet, sikrer sig ivrig de Æsler,
Don Quijote lover ham, og sørger for en ordentlig Kontrakt, inden
han gaar med paa det andet Udridt. Det er ham en smertelig
Skuffelse, da Altisidora ikke giver ham de 3 Særke, hun har lovet
ham, fordi han opvakte hende fra de døde. De Prygl, han skulde
give sig selv for at løse Dulcineas Forhekselse, skubber han
standhaftig fra sig, til Don Quijote vederlægger dem med klingende
Mønt, saa faar han travlt og begynder redelig at tampe løs paa
sig selv, men finder det hurtig nemmere at transportere Slagene
over paa Træerne. Han er øm over sit dyrebare Skind, fejg som
«n Hare, lyver, naar det passer ham, og er enfoldig og taabelig
i meget.
Men for øvrigt er han den bedste Fyr i Verden. Han er
godmodig og let rørt, lader sig ikke forknytte, har en god Del
Snuhed, megen naturlig Forstand, og han sprudler af folkeligt Vid og
Visdom i sine Talemaader og Ordsprog, selv om det kan slaa
Sludder for ham.
Han er afgjort et kvikt Hoved. Hans Enfoldighed viser sig
mest, naar han rykkes bort fra den snævre Kreds, hvor han hører
hjemme og har sine Erfaringer, saa mister han Fodfæstet. I den
Tilskueren 1906 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
