Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
586
Stendhal-Beyle
Hans Ungdomstid var de overspændte Drømmes Tidsalder — den
franske Revolution og Kejserdømmet — ikke Uvirksomhedens
Drømmeperiode, Fantasiens Leg med det uvirkelige, men en
Digtning i en skønnere Skikkelse end paa Scenen eller i Bogens sort
paa hvidt, et Drama, i hvilket enhver, hvis han vilde, kunde
erobre sig en Helterolle. Det var Kraftens og Energiens Tid.
Alt det romaneske hos Beyle, hans Kraftoverflod og hans
Livs-tørst, vendte sig udad for at faa Luft. Hans Mønster blev, som
de andre unge Mænds, Kejseren selv, Napoleon. Han kunde jo
vinde, om ikke en Krone, saa en Marskalsstav i Kejserens Hær.
Han blev lidenskabeligt ærgerrig.
Men i Beyles Indre formedes, under Tidsforholdenes
Paavirkning, Idealet af et nyt Menneske, og denne Types Grundtræk blev
Energien.
Hvad mener da Beyle med Energi? Ikke det intensive
Arbejde, Kraften, som ytrer sig i Taalmodighed, i Kamp, i Stræben
efter at naa derhen, man ønsker, og i en altbesejrende Vilje, men
derimod Lidenskabens impulsive Styrke, Følelsen, der vokser
ligesom en Naturrevolution, det blinde, voldsomme, utæmmede
Udbrud af en Kærlighed, en Glæde, en Sorg, et Had, som aabner
en Himmel eller en Afgrund for os.
Beyle ser ikke, eller vil ikke se, hvorhen saadanne Udbrud
fører. Han ser kun det romaneske i dem. Hans historiske Helt
bliver Renæssancemennesket, nærmere bestemt: Italieneren fra
det 14de eller det 15de Aarh., de store Lidenskabers og de store
Ugerningers hensynsløse Tyran, — og han. som i den franske
Revolutions Mænd genfinder de ældste Romere, glemmer, som det
sker Kraftmennesker, Friheden for den Styrke, som kvæler den.
Napoleon er selv en saadan fra sit Milieu forflyttet
Renæssance-Italiener. Og Beyle paastaar, at 1829 var de af Tysklands
Smaa-stater paa én Gang gladest og lykkeligst, som havde „une petite
cour et un petit despote jeune".
Men i øvrigt møder han hos sin egen Samtid kun lidt at
Renæssancens Aand. Gaar han til Franskmændene i sin
Omgangskreds, er den Race, han ser, et Kunstprodukt. „I Stedet for Glæde
og Nydelsestørst finder man den sunde Fornufts Herredømme",
kort sagt: intet spontant. Helt optaget af sin Forfængelighed,
poserer Franskmanden for sig selv. Enhver nok saa flygtig
Stemning, hvor umiddelbar den end synes at være, bliver saa at sige
paralyseret af den Tanke: „Hvorledes tager det sig ud, hvorledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
