Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
590
Stendhal-Beyle
Og alligevel — hvor fransk er ikke hos Beyle Ytringen af
hans stadig virksomme, aldrig helbredede Mistro. Selv lider han
af den Forfængelighed, han dadler hos sine Landsmænd. Selv
trodser han Menneskenes Dom, men han frygter deres Latter.
„Opdager De — det gjælder et Manuskript — Besynderligheder,
Galskaber, Fejl, saa lad dem staa, men forekommer noget Dem
latterligt, saa slet det." Eller han siger om Produktionsevnen: „Hvad
der har hindret mig i at skrive et større Antal Arbejder, er min
Frygt for at en eller anden ubehagelig Pedant skal gøre Nar af
mig, naar han læser dem."
Ogsaa Beyle poserer for sit Publikum. Han, dette naive
Følelsesmenneske, optræder som en kold Ironiker, som et i de dydiges
og moralskes Øjne baade æstetisk og moralsk Misfoster, som en,
der hellere gør Skandale — med sine forfærdelige Paradokser —
end nyder ved at indordnes i en Række paa det moderne Samfunds
Hylde. Beyle, Ærlighedens Beundrer, bliver selv en grænseløs
Hykler.
Karakteren møder os i hans Bøger. Den store, skønne,
legende, graciøse og dybt alvorlige Kærlighed —
Renæssancepassionen er maaske Ordet, — giver han sine paa én Gang ømme og
stærke, fine og sanselige Kvinder, alle skabte efter den milanesiske,
som Beyle troede at havde fundet. Hos en eneste, Mathilde de la
Mole, fremtræder hans Beylisme utilhyllet. Mathilde er, som Beyle,
Psykolog, og hun føler sig at tilhøre et Milieu og en Tid, hvor
alt hvad der levede i hendes Indbildning, herlig Daad og mægtige
Følelser, ikke var blot en Fantasiens Digtning. Hun, den
fornemme og stolte Verdensdame, elsker hos Julien, en lille Abbed af
Bondeslægt, alle de romaneske og interessante Træk, som hun lader
sin Fantasi udstyre ham med. Og det er blot saa længe hun i
Julien ser dette, at hun formaar at gaa op i sin Lidenskab.
Mathildes Kærlighed har, siger Beyle, „pius d’esprit que l’amour vrai,
mais il n’a que des instants d’enthousiasme, il se connait trop, il
se juge sans cesse; loin d’egarer la pensée il n’est båti qu’å force
de pensées." Det er Kærligheden som amour de tete.
Beyles Mænd, der alle er fødte med en ejendommelig
diplomatisk Begavelse, skønt med Renæssanceblod i Aarerne, hylder
Machiavellis Statskunst. De hykler med en forbavsende Virtuositet;
de Miner og Kontraminer, de anlægger, deres Væv af Rænker og
Intriger viser en psykologisk Finhed og en Rigdom paa Ideer, som
røber en Mesters Geni.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
