Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
596 Stendhal-Beyle
Julies Karakter og Skikkelse. Den højeste jordiske Lykke, han 1804
kan tænke sig, er det i Litteraturen og det 18de Aarhundredes
erotiske Livs epokegørende Kys, som veksledes i Clarens’
Kastanielund. Dog, det er ikke alene Forfatteren, som undertiden
minder om Rousseau, det er Beyles hele Personlighed — ikke den
han viser for Menneskene, men den han gemmer, hans inderste,
den der skimtes i hans Dagbog, i enkelte Breve til hans Venner.
Thi Beyle havde, som vi har set, en yderlig følsom Sjæl. Hvor
ofte anvender han ikke Ordet „tendre", hvor røres han ikke af de
Kunstens Frembringelser, som vækker de Stemninger hos ham — „ømme
og drømmefyldte Illusioner" — med hvilke han nærer sit Liv. Det er
Rousseaus Passion, hans Sensibilitet, hans Mistænksomhed, hans
Saarbarhed. Han skriver 1840, 2 Aar før sin Død: „Hvad der
glider let af paa andre saarer mig til Blods. Saadan var jeg 1799,
saadan er jeg endnu. Men jeg har lært mig at tilhylle alt sligt
med en næppe mærkbar eller helt vulgær Ironi."
Han havde Jean Jacques i Blodet — han ikke mindre end de
fleste af et nu dødt Aarhundredes mere begavede Aander, specielt
paa Litteraturens Omraade. Thi alt — Romantisme, Realisme,
Naturalisme — indeholdes i Rousseaus Værk. Og ligesom
Kvinderne, fra Chateaubriands Atala til Madame Bovary, alle nedstammer
fra Julie, saaledes er ogsaa alle Mænd — lige fra Werther og René
til Rougon og Macquart-Typerne — ægte Ætlinger af St. Preux.
Det er ikke underligt, om Jnlie og Madame Rénal har samme
Stamtræ, og lige saa naturligt, at vi hos Beyle opdager saa
uendelig meget, som gaar igen hos andre Digtere, baade før og efter ham.
Ideerne flyver som Avner for Vinden, ingen kender deres Udspring.
De ofte opdukkende Anklager, man retter mod en og anden
berømt Forfatter, munder gerne ud i en Beskyldning for Tyveri —
mildere udtrykt Plagiat. Men hvis ikke Ideerne er alles Ejendom,,
vilde vel ingen kunde frikendes. Ingen siger os, hvem de tilhører.
Og skønt det er lærerigt at følge dem paa de tusind Stier
de vandre, bliver det dog mere frugtbart at undersøge,
hvorledes de Genier, som har annekteret dem, giver dem Geniets Form.
Thi Formen er det, der præger Ideerne med det enkelte
Individs Stempel. Det er Formen, som gør dem personlige, hvor
mange Aner de end regner, og som forvandler en Del af den
almene Kapital til min eller din Ejendom. Men Studiet af de
forskellige Kapitaler skænker os en Tidernes Psykologi.
Nils Erdmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
