Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredsmægler: Grundloven og Folkets Selvstyre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
682
Grundloven og Folkets Selvstyre
I. 1848-66. KAMPEN OM FORFATNINGENS AFFATTELSE
Indtil 1848 gik de nationalliberale og Landboerne
(»Bondevennerne") sammen i Kampen om en fri Forfatning. Det første
Brud mellem dem fandt Sted, da de konservative Medlemmer af
Blandingsministeriet Moltke af 22. Marts 48 fik sat igennem, at en
Fjerdedel af den grundlovgivende Rigsforsamling skulde udnævnes
af Kongen. Bondevennernes Fører, J. A. Hansen, gjorde
Begyndelsen til Brudet ved i „Almuevennen" for 24. Juli 48 at fraraade,
at man til Rigsforsamlingen stemte paa Mænd, der havde billiget
Udnævnelsen af kongevalgte Medlemmer; og paa de berømte Mø*>
der, som „Valgreformforeningen" under Balthasar Christensens
Forsæde afholdt i „Hippodromen" August 1848, forlangtes endog en
lignende Forfatning som i Norge: et Étkammer uden kongevalgte
Medlemmer, samt suspensivt Veto. Dette betegner i den
paafølgende Forfatningskamp yderste Fløj til venstre.
Da det imidlertid saa’ ud til, at hele Frihedsværket kunde gaa
i Stykker, hvis Nationen splittede „de skønne Kræfter" altfor meget,
sluttede man klogeligen i Tide Forlig. Efter Monrads ihærdige
Forarbejder opnaaede man i Maj 1849, at Balth. Christensen
tilraadede at enes om det Grundlag, der blev Forfatning 5. Juni.
Dette Forlig var imidlertid aabenbart kun et Kompromis mellem
meget afvigende Standpunkter, der endnu ikke var afgærede. Thi
allerede 4 Aar efter bryder Forfatningskampen ud paa ny, og denne
Kamp varede i 13 Aar indtil Forliget i 1866.
I Mellemtiden var der vel sket et Brud mellem de
nationalliberale og Bondevennerne, idet de sidste under Tschernings
Ledelse billigede Højreministeriet Bluhmes Helstatspolitik, tilkendegivet
ved den kgl. Kundgørelse af 28. Januar 1852. De to Partier
forligtes dog i 1853 — atter under Monrads Indflydelse — da
Højreministeriet Ørsted foreslog at indskrænke Grundloven for
Kongerigets Særanliggender af Hensyn til en Fællesforfatning, der paa
enevældig Vis skulde oktroieres. En saadan blev jo ogsaa oktroieret
i Juli 1854, og betegner den yderste Fløj til højre. Den indførte
nemlig et Étkammer, hvoraf */s udnævntes af Kongen, s/« af de
enkelte Landsdeles Repræsentation, i de fleste Sager dog kun
raad-givende over for uansvarlige Ministre. Mellem dette Standpunkt
og det diametral modsatte, paa Hippodrommødet i August 1848
fremsatte, staar nu Kampen.
Venstres Valgsejr December 1854 førte de nationalliberale til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
