Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Viggo Stuckenberg: Digte - Islemark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
694
Digte
deroppe et Par Stjerner,
hernede Fugt og Kulde,
saa knugende en Aande
fra vaade Markers Mulde;
den smule Lys, som skinner,
det er de stakkels Stjerner
og fjernt ved Banelinjen
to ensomme Lanterner.
Men Mørket er saa kløgtigt,
og Mørket er saa koldt,
og begge vi i Livets Løb
har meget ondt forvoldt,
ondt, som kan ikke glemmes,
ondt, som bestandig gror
sin Aandevækst i Natten
omkring den stumme Jord.
Jeg elsker dette Mørke,
den sorte Marknats Fred,
den dykker mig saa vennesæl
i hjemløs Glemsel ned,
— endda jeg høsted mere
af ondt og godt i Flæng
end den blandt mine Venner,
der sprang som Lykkens Dreng.
Jeg elsker disse Nætter
og Mulmet uden Bund,
dér hører jeg hver ensom Nat
min Dom af Vejrets Mund.
Thi Vejret, Natten, Vinden,
de sorte Markers Jord,
— jeg ved, der staar derinde
min Vandrings tunge Spor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
