Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Om Idealitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
708
Om Idealitet
da der eksisterer saa mange Mennesker uden Idealitet, maa man
vel sprogligt ogsaa tage Hensyn til, hvad de kalder morsomt
Al Kunst er stiliseret Idealitet; Kunstrøs Raastof er Idealitet,
Sindets transcendente Begær, Hjertets Evighedsspænding. Og som
Religiøsitetens Indhold er den retledede Idealitet, den Idealitet, som
har naaet sit Maal, saaledes er Kunstens Emne den vildfarne
Idealitet, den, som har slaaet sig ned paa jordiske Ting og vil
guddommeliggøre dem. Naar Poesien anvendes paa det religiøses
eller paa det øvrige, uomdigtede. virkelige Livs Omraade, da vil
dette sige, at Digteren bryder sit poetiske Babelstaarn ned og
anvender dets pragtfulde Materiale til Udsmykning af Bygninger,
som er ham mere værd. Det kan saaledes siges om Grundtvig,
at han allerede i en tidlig Alder nedbrød Poesiens Fantasi-Borg og
med dens Sten og Tømmer, med dens Sølv og Guld — det danske
Sprogs ædleste og skønneste Byggemateriale — udsmykkede Kirker
og historiske Folkeskoler.
Poesiens eget og egentlige Emne bliver derimod Idealitetens
Vildfarelse. Othello er jo Skildringen af den transcendente
Ja-lousie, den, som ikke har Gran af virkelig Grund, — hvis eneste
Aarsag er denne, at Desdemonas Kærlighed er bleven ham det
Himmerig, hvortil han ikke kan finde Gemmested paa Jorden, blot
fordi den er hans Himmerig. Macbeth er det Magtbegær, der
gør sin Mand øjeblikkelig vanvittig, sprænger Verden for ham.
Hamlet er Sprængningen af det halvt barnlige Himmerig paa
Jorden, hvori han har boet, indtil han faar Kundskab om Faderens
Mord. Det er dette Himmerig, — og ingenlunde den virkelige
Verden — der er gaaet af Led, og som han nok skal lade være at
bringe i Låve. Kong Lear er ligeledes Tilintetgørelsen af et „Et
og Alt", en Verden af ideal Tillid, som der ingen Grund vaç tiL
Overalt er det hos Shakespeare selve Evighedsspændingens
Eksplosion, der volder Katastrofen. Og overalt i Poesiens Verden, selv
i den fredeligste Idyl, i det godmodigste Lystspil, er der et Glimt
af denne Brand, — hvis ikke, kalder man det ikke for Kunst; man
føler, at enten var Forfatteren en Nar, eller ogsaa er man selv
som Læser bleven holdt for Nar af ham.
Al Stordaad er øvet af Idealitet, — retledet eller vildfarende
Idealitet. Thi uden Idealitet ejer et Menneske overhovedet ikke
den Fantasi, der skal til for at øve Handlinger, der strækker sig
ud over Ens egne, private Fornødenheder. Det maa, til de
Troendes Skam, indrømmes, at den vildfarende Idealitet i det sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
