Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erwin Baeltz: Japansk Krigeraand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
722
Japansk Kriger aand 724
skulde drage af Sted. Sønnen gik kort efter hjem, Faderen blev
endnu en Tid. Man talte naturligvis om Krigen. Japaneren mente:
„Ja, saaledes gaar det; min ældste Søn faldt for tre Aar siden
under Boxerurolighederne i Kina, og nu gaar denne og hans yngre
Broder i Døden. Dermed udslettes dette Vaaben (han viste
herved paa sit Overfrakkeærme, hvor hver Japaner bærer sit Vaaben),
som vi har baaret med Ære igennem Aarhundreder". Det
altsammen med filosofisk Ro. For at trøste ham, sagde den
fremmede: „Men alle døer dog ikke i Krigen. Deres Sønner glæder
sig sikkert allerede til den Dag, hvor de vender tilbage til deres
Forældre, bedækkede med Hæder". Men da bruste den gamle op:
„Herre, hvad er det for en Tale? Mine Sønner drager i Krigen
for at dø, og de har ingen Ret til at tænke paa Forældre eller
Hjemkomst".
I den spansk-amerikanske Krig tilbød Løjtnant Hobson at
sænke et Skib ved Havneindløbet til Santiago under Ilden fra
det spanske Skyts. Han gjorde virkelig det dristige Forsøg —
som, i Forbigaaende sagt, mislykkedes — og han blev sit Folks
store Helt. I alle Byer maatte han lade sig kysse af Landets
skønne og uskønne Damer, efter at han en Gang havde givet et
stiltiende Samtykke til en fri Amerikanerindes uventede
Spørgsmaal: „May I kiss?" Denne ny Slags Tribut skal i Begyndelsen
ikke have været den unge Herre uvelkommen, men sluttelig
flygtede han forfærdet, og han skal have erklæret, at Santiagos
Kanoner var ikke saa skrækkelige, som en saadan Kysseepidemi. I
Japan havde det været mindre besværligt for ham. Først vilde
Arbejdet være blevet fordelt; thi der gives Hobsons som Sand ved
Havet, og dernæst kysser man overhovedet ikke i Japan.
Da man behøvede 77 frivillige til Nedsænkning af Skibe ved
Indløbet til Port Arthur, meldte sig 2000. Og her var der
Brug for mer end sædvanligt Mod. At lyde Kommando i et Slag,
at gaa lige løs med en stor Skare, hvor man slet ikke kan gøre
andet, det er ingen særlig Heltegerning. Men her var paa hver
Damper af 2000—3000 Tons kun femten Mand, dels paa Dækket,
dels ved Maskinen. Disse maatte bevare fuldstændig koldt Blod
og operere rolig med megen Snildhed. Under den heftige,
koncentrerede Ild fra Batterierne og fra de fjendtlige Skibe, maatte de
styre løs paa et bestemt Punkt og saa hurtig sænke Skibet; saa snart
det begyndte at synke, skulde de gaa i smaa Baade og forsøge at
undkomme til deres Flaade — et næsten umuligt Foretagende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
