Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
734
Émile Verhaeren
dagen kommer over hende med et gyldent Kys, hviler Søvnen
stadig tung paa hendes Øjne, mens Pilegrene flyder ned over hendes
Skuldre og blander sig med hendes Haar. Hun er som en
Legemliggørelse af de flanderske Sletters lade Frodighed. Oksernes tunge
Langsomhed er i hende, som i Græsningsstedets tunge, kødelige
Flora, og deres ubevægelige Fred lyser i hendes Øjne.
1 Les Moines gav han saa det andet Flandern: Mysticismens.
Den føles lovligt stærkt som en Antitese til den foregaaende. Det
er lidt vanskeligt at forstaa den højt spændte Lidenskab, hvormed
han her berømmer Les Flamandes’ fuldkomne Modsætninger. Men
maaske er det den samme til Grund liggende Kraft, der i „Les
Fla-mandes"’s Animalisme og i „Les Moines"’s Mysticisme har faaet
helt forskellige Udslag. Og de Glæder, som Aandens ensomme
Kampe giver Munkene, har forekommet ham mægtigere, dybere og
varigere end de rent kødelige. Det er mest Munkelivets Ildfuldhed,
den stønnende Glød, Viljens Stædighed, Aandens sejrrige Kamp
med Kødet, som hans Vers besynger i brede og fuldtonende
Rytmer. Som disse Munke lever i løftende Ekstaser, knælende, med
Øjnene fæstede paa deres Kristus, saadan, siger han i
Slutnings-digtet, vil han ogsaa leve ene, ganske ene med sin Kunst; og han
vil knytte den i sin Haand som et Sværd og trykke den saa kraftigt
mod sit Bryst, at den gennem hans Kød skal mærke hans Hjerte.
Thi der er paa denne Jord intet andet end Kunsten, der kan friste
og beruse en ensom Hjerne . . . Han er hjemsøgt af Minder om
den vældige Middelalder, hvor Munkene var Europas egentlige
Herskere, og de er ham nu de eneste, der store overlever den døde
kristne Verden; ene bærer de dens Byrde som et kongeligt Lig i
en gylden Kiste. Skønt besejrede rejser de sig for ham, stolte og
tavse, højt over Jordens Larm, „brændte af Himlens Stjerner".
Han giver mange Portrætter af blide, barnligt-andægtige Munke,
f. Eks. af en der blot stille passer Klosterhaven, varmer sine
Fingre ved Blomsterne, der overdufter hans Søvn, og ellers kun
lever for at pryde Jomfruens Alter og give hende sin Sjæl, for at
hun kan indaande den, som en hvid Rose: naar den i
Døds-aftenen flyver bort til Himlens Haver fra sit dunkle og ensomme
Liv, har Himlen længe kendt den Duft, den aander ud i sit sidste
Suk ... Men han synes med størst Glæde at mane mægtige, stridige
Munkeskikkelser frem: Saadanne hvis Hjerner er udmattede af de
haarde Anspændelser, og hvis Øjne er brændt af Visionernes Ild;
eller Munke, der ser ud som kom de fra en Skovs natlige Rædsler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
