Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Verhaeren
737
den uhyre Slette betragter med deres Ruders arme Øjne stift den
gamle Mølle, der drejer og drejer og endelig dør ... Fra en
Korsvej ser han Træernes dobbelte Rader vandre bort som Pilegrimme
ad Aftenvejene. I Dage og Aar har de vandret bort mod den
uimodstaaelig dragende Horisont. De er klædt i Aftensolens
Purpur, og de gaar som paa Veje fulde af Røgelse. Og Landsbyernes
andægtige Huse betragter dem, ligesom knælende i Bøn ... De
knudrede Ege, der rejser sig som Kæmper i Horisonten, synes at
gemme skjulte Lidelser; thi Nordens mørke Sjæl bor i dem og
udraaber sine natlige Kvaler igennem dem. Han hører deres
Klager, evindeligt, gennem Natten, først blidt, ligesom bange for
at forstyrre Markernes Søvn, men naar Stormens Vrinsken er
over dem, da er det som en Rallen, der kan afløses af en
uhyggelig pludselig Stilhed, indtil det vældige Raseri bryder ud, og da
er det som om alting knuses og sønderslides og flyver i Pjalter
. . . Over en øde Dams brune og døde Vand hører han et lille
Fugleskrig, svagt og frygtsomt, og i dets svindende Ekko klager
hele Aftenens Smerte; det fortæller om Blomsternes, Insekternes og
Duftenes blide Død.
I Les Debåcles udfolder den Forvendthed, som allerede i Les
Soirs „voksede som en skæbnesvanger Blomst i Sansernes, Hjertets
og Hjernens Egne", en endnu langt særere og mere forvirrende
Vegetation. Alle dens Digte varierer med en pinagtig Subtilitet
det samme næsten perverse Lidelsens Evangelium. Digteren
kæmper til det yderste med alle Livskraftens Beruselser, og hans eneste
Begær er at drikke sig en stadig kraftigere Lidelse til gennem hver
Pore. Han er sin egen Bøddel, og hans Stolthed er kun den, at
han ikke vil overlade denne Torturgerning til nogen anden end
sig selv. Han drages af den „bisarre Heroisme" at bane Vej for
og udæske sin Smerte. Og voldsomt kæmper han for at dræbe
det Dyr, der altid bider i hans Kød. Men skønnest og mest
menneskelige er de Digte, hvori han anraaber Kulden og Døden om
Befrielse. Han giver sit Hjerte til Midnatten, der rejser sig som
en stum og knejsende Vilje, og sin Glød til dens Liglagener og
Grave, han bønfalder den døde Nat om med sin Evigheds Kulde
at isne hans Hjerte og hans Angst ... En Nat, hvor Vinteren
hæver sin rene Kalk mod Himlen, løfter han sit Hjerte mod Guds
Hjerte, mod hans blege Uendelighed, og dog véd han, at alt er
Tomhed, at der intet er til af det, som hans Hjerte dør af Begær
efter, at Guds Hænder og Øjne er lukkede, evigt, for Fortvivlelsen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
