Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
740
Émile Verhaeren
De følgende Samlinger er endnu fyldte af Skrig, der kommer
fra det dybeste i en forpint Sjæl, og Landskaberne personificeres
stadig.
I Samlingen „Les apparus dans mes chemins" giver han Rids
af de Kæmpeskikkelser, han møder i sine Visioner. Celui de la
Fatigue: han var ikke mere Livet og ikke Døden endnu, han var
den umættede Træthed; den evigt indespærrede Menneskeheds
stønnende Armod var i hans Øjne. Celui du Savoir, der lærer
ham, at Lykken er den: altid at anstrenge sig for at søge, men
aldrig at slutte, at føie sig forgrenet i det mangfoldiges dybe Skov;
alle rette Linier skal opædes at Krumninger, alle Sikkerheder
fortæres af Uvishedens Midder, og Aanden selv spredes saa vidt, at
den ikke mere føler sig som én. For kender man nogen Sinde det,
man tror at kende? Stjernernes Ild brænder i Natten uden at
oplyse det dybe Hinsidiges Ørkner af Mørke, som ingen nogen Sinde
skal forske ud. Celui du Rien, den uophørlige Forraadnelses Fyrste,
i hvis Rige alle mødes; hans vældige Latters Haan fylder hele
Natten, og han skildrer sit Land i Billeder af en storladen Gru.
Celle des Reliques, som minder ham om hans døde, der ligger
begravede i Glemselen; hun vogter over deres ensomme Ringe, der
er ladt tilbage paa Jorden, og over den gamle Bibel med dens
gule Mærker af saa mange Slægters Fingre, den Bog der er saa
tung af al den Sjæl, der i Hundreder af Aar har udgydt sig paa
hver af dens Sider. Der er i hendes Tale en højtidsfuld Orgelklang.
Der findes i disse Samlinger ogsaa blidere og lykkeligere Ting. En
Allegori som „Les Saintes", hvor Tilgivelsen, Godheden, Opofrelsen
og Elskoven taler trøstende til ham som Monologer af en Sjæl,
der kæmper og kæmper sig frem til lidt Lys. Eller Digtet „Dans
mes plaines", hvor han sidder og ser ud over den triste Slette,
der breder sig i den sorte Aften med sine Søer og sin Flod langt
borte i Taagen; han føler sit Legeme saa tungt af at slæbe ham
gennem hans Livs lange Aarhundrede. Digtet slutter i en skælvende
Bevægelse, der næsten er Lykke: Han hører langt borte en Stemme
tilgive sig. Skulde det være hende, som vil komme til ham, hun
den døde, den hellige, som han drømmer er evig?
I Forbindelse med dette Digt staar det store mystiske: l’Attendue,
hvori han skildrer sit Samliv med den døde Veninde. Hendes
Fødder efterlader gyldne Mærker paa Tavshedens hvide Sand; hans
Sjæl, hans Maal skal være at følge deres Spor indtil Befrielsens
Øjeblik i hans sidste Suk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
