Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
742 Émile Verhaeren
Lygter, der danner Blodringe i den tætte Taages Filt, og Døden
tynger med sin Tavshed disse Afsindighedens gamle Fiskere. De sidder
Side om Side, men de ser ikke hverandre. Tænk om de i deres
Nat kaldte paa hinanden, og om deres Stemmer trøstede
hinanden! Men dumpe og stumme krummer de sig bestandig over
Floden, og deres Øjne aner ikke, at der i Firmamentet, hinsides
de bitre og svampede Taager, er underbare Stjerner ... I dette
Digt har Symbolet faaet en næsten moralsk Betydning. I nogle
Digte bliver Symbolikken enten meget indviklet (Rebslagerne) eller
ret skematisk (Smeden). Allegorisk, men stærkt personligt er
Digtet om Graveren. Han staar paa Kirkegaarden og modtager
alle de hvide Kister, som kommer til ham ad de lange, sørgelige
Veje i den vældige Slette. Og Kisterne gemmer hans egne Smerter,
hans vilde Længsler, hans Minder, der kommer saa langvejsfra
med deres gamle slukte Øjne, hans knuste Hovmod, hans
Ungdoms rene Elskov, de stumme Eder han svor sig selv, Drømmene,
han slyngede ud mod det fjerne, for at de skulde vinde det
umulige, og som faldt tilbage fra de dybe Himle, uden at de blot
havde strejfet Mysteriet; Tilgivelsen han nægtede dem, der havde
Uret . . . mange, mange Kister følger endnu — et Tog uden
Ende, og Graveren gemmer alle i Jorden og planter Kors over dem.
Kraftigst virker maaske de Digte, hvor hans Fantasi uden
at hemmes af Symbolet faar Lejlighed til at udøse al sin Pragt.
Saaledes Digtet om Klokkeren, hvor han skildrer Kirketaarnets
Brand. Gennem hele Digtet hører man stadig Klokkernes
Akkompagnement til Ildens Hvislen, først dumpt, mens Ilden huler sig
Vej indvendig som gennem en Tragt, rungende i et bestandig
vældigere Raseri, efterhaanden som den skjuler hele Taarnet i
Luer. Andre Lyde blander sig deri: uhyggelige Skrig fra Fugle,
der flyver ind i Ilden og styrter ned mellem den mumlende
Menneskemængde. Af stor Virkning er den abrupte Slutning: en
Klokke falder og bliver Klokkerens Kiste. Eller Digtene om
Mølleren og Gaardskarlen. Man begravede den gamle Mølleren raa
Vinteraften ude i et Jordsmon af Aske og Skarntyde. Graveren
syntes selv at kæmpe med Frygten. I Landsbyen havde ingen villet
laane den døde noget Liglagen, ingen havde bedet for ham, ingen
havde ringet for ham. Alle Hytter og Huse ud mod Kirkegaarden
laa med lukkede Skodder. Thi den gamle Møller havde skræmt
alle ved den Stilhed, hvormed han havde omspundet sin Tilværelse,
og ved sin Mølles Øjne, der pludseligt oplyste Nætterne. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
