Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marie Bregendahl: I Haabets Skær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
798
I Haabe ta Skær
en god Skilling paa sig af Sommerlønnen, og hendes enfoldige
Øjne glipper i Vand af en undseelig Fryd, som saa* hun allerede
Møntens Glans. Og hun tager sig ind for Barmen og siger det,
som det er, at det er længe siden, hun har følt sig saa let tilpas.
Dog Forholdene kan ikke skikke sig saadan, at hun kan faa
Lov til at beholde sin Glæde ubeskaaren og tage den med ind i
sin Slummer og sine Drømme.
Det er Værtinden, der træder op og viser sit bøse Ansigt.
Skal han nu bo deroppe igen? spørger hun og peger mod
Kvisten.
Ja—ah! Madam Larsen trækker paa det.
Kan han gifte hende?
Næ—æhj! — hun trækker igen, idet hun mindes, at han knapt
er fyldt de nitten Aar. — Nej, gifte hende, det kan han jo ikke
— ikke da for det første, siger hun og skuler op til den strenge
Værtinde med Øjne, der spørger, om ikke de kunde enes om at
lægge dette Spørgsmaal forhaabningsfuldt ud i Fremtiden.
Men Værtinden er ikke til Sinds at gaa paa Akkord. — Nej
— saadan en Knægt kan nok ikke gifte nogen, snærrer hun og saa
faar Madam Larsen jo ordentligt læst og paaskrevet. — Om hun ikke
synes, det kan være nok med den Unge, Datteren har faaet! —
Om hun er saa svært forlegen for at faa flere af samme Slags at
sørge for! — Om hun tror, Værtinden vil have sit Hus lavet om
til en Horebule!
Saa kan hun i hvert Fald bide sig i Næsen paa, at det skal
blive Løgn. — Og hvis hun ikke snart sørger for at faa den
Springfyr paa Porten, saa skal Værtinden nok sørge for det, og der
kunde kan hænde blive Udsigt til, at Madam Larsen og hele hendes
øvrige Slæng ved samme Lejlighed kunde komme til at danse ned
af alle Værtindens mange Trapper.
Det var jo ret en fæl Skylle at være ude for. Det var omtrent
som at faa en Styrtesø over Hovedet. Madam Larsen kom til at
ryste slemt i Knæene, og al Fryden forlod hende. Det var næsten,
som om hun skrumpede sammen i Klæderne ret som hun stod,
og da hun atter befor Trapperne, var det langtfra med den samme
gesvindte Klapren i Skoene som før paa Dagen. Nej, slæbende
og slubrende gik det og slu og forkuet var hun kommen til at
se ud.
Og ondere og ondere bliver Tiden for hende.
Thi tilsyneladende er det nok som hun gaar ind paa Vært-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
