Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joh. Jørgensen: Forfatteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
948
Forfatteren
»Nej," sagde Damen," „nu vil vi derind. Ellers kommer vi
ikke, før Lona har optraadt."
Et Øjeblik var der Tavshed. Saa begyndte Trekløveret at
tale Politik. Denne Gang indledede Damen:
„Nu har vi jo faaet et Venstreministerium," bemærkede hun.
„Ja, Gudskelov, Gudskelov,’ svarede den unge Mand, stadig
med samme kraftige Røst.
„Er De Venstremand?"
„Jeg er radikal Venstremand, Hørupper — det kan De nok
begribe. Hvafanen skulde man ellers være?"
„Jeg er Højre," svarede Damen sløvt og grinede*...
Vognen holdt ved Trianglen, og det lille Selskab steg ud for
at komme med Farimagsgadelinjen. Den ældre, graanede Herre
tog Damen under Armen; hun var lille og fyldig, tækkelig og
anstændig klædt. Den unge gik ved Siden af, høj og velbygget,
med kraftige Skuldre i det graa Sommersæt; Ansigtet var skarpt
og spotsk, med et dybt Kirtelsaar i den ene Kind.
Den vandrende, som blev tilbage i Vognen fra Hellerup, saa’
dem alle tre stige ind i en af de lukkede Sporvogne og sætte sig
til Rette derinde. De saa’ ud som en pæn lille Familie — Fader,
Søn og Svigerdatter. Og formodentlig fortsatte de ikke blandt de
mange andre Passagerer, der fyldte Vognen, den Samtale, de paa
Strandvejen havde ført uden Hensyn til den enlige Mand i de
tarvelige Klæder paa Bænken bag dem.
III
Vandringsmanden fra Charlottenlund Skov kørte videre ind
gennem Byen.
Et Møde som det, han nylig havde oplevet, vilde under andre
Omstændigheder maaske have fyldt ham med Harme, med
Forargelse. Nu nedtrykte det ham kun, sagde blot til ham med hæs
og sjofel Stemme: „Det er Livet — og du er en Nar!"
Det var Livet — det onde, slette, smudsige Liv, som han
ellers saa godt plejede at kunne gemme sig for og overse. Og
han var en Nar, som bildte sig ind, at det kunde nytte noget
som helst at tale til Menneskene om andet end den mest
ligefremme Tilfredsstillelse af de mest usammensatte Drifter. Hvordan
var det ikke han havde sagt, den store, gamle Digter med de
blaa, kolde Øjne og den røde, fulde Mund inde under det hvide
Skæg? „Det er Sværmeri af Dem, unge Ven, at bilde Dem ind, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
