Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: P. Hertz: Parthenons Kvindefigurer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. Hertz: Parthenons Kvindefigurer
1013
holdsvis kvindelig i Sammenligning med Olympiagavlens, men decideret
mandhaftig i Sammenligning med Phigaliafrisen, der tilbyder sig som en
fortrinlig Parallel til den anden Side. I det følgende skildrer Hertz, hvordan
denne fremspirende Kvindelighed udfolder sig Blad for Blad, og hvordan
den allerede inden for Metoperne sætter saa skønne Blomster som
Syd-metope XXV (afb. p. 30) og den bevarede Nordmetope 32, Fremstillinger,
der ligesom danner en Forberedelse til de stærkere og stærkere afrodisisk
virkende Figurer i Frisens Gudekreds, til Demeters utvungent nydende
Stilling mellem de unge Guder, til Peitho, der ubevidst fjerner sin Chiton
fra Brystet, og til Hera, der med svulmende Arme Løfter Sløret og
langsomt vender sig mod Zeus for helt at omgive ham med sin Skønheds
Fortryllelse. Men denne Hera, der paa Parthenonfrisen virker saa stærkt
ved sin Kvindelighed, er langfra særlig kvindelig i sin Legemsbygning.
Den stærke Accentuation af Skuldre og Knæ vilde senere Kunstnere ikke
anvende, og det samme gælder selv Gavlfigurerne, hvor Benenes
her-kuliske Bygning og voldsomme Stillingsmotiver er alt andet end
kvindelige. I Parthenons Kunst spores en mægtig Bevægelse mod Fremstillingen
af det kvindelige, men Kunstnernes Trang har været stærkere end deres
Evne: Afrodite erobrer først Draperiet, siden Bevægelsen og sidst Legemet.
Det er et Led i deitne Udvikling, der her er skildret, og det er skildret
med stor Kyndighed. Hertz’ Bog kan og bør læses af alle, der glæder
sig over Kunsten for dens egen Skyld: Den, der med Opmærksomhed
har læst den igennem, véd langt mere om Parthenons Skulpturer end,
da han begyndte, og føler derfor større Glæde ved at betragte deres
Kunst. Forfatteren har med Rette ment, at Parthenon ikke er noget
Emne, der kræver lyrisk Behandling, og han er ogsaa for god til at
svinge Røgelsekarret. Han begynder sin Bog med en konventionel lyrisk
Fanfare, men den varer kun tre Linier, og den er i Sandhed et løst
paahæftet Attribut, der saa vist ikke gør noget Skaar i Bogens udpræget
mandlige og mandige Karakter.
Ove Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
