Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
Viggo Stuckenberg
Slangerup, og alle Markens Lærker er som draget ind i min Stue.
Hvad Dævlen er der at se bag Kongeaaen? Denne chauvinistiske
Indskrænkethed skal forklares derhen, at jeg agter at søge det Ankerske
Legat for at faa Lejlighed til at lære at låve Salat til med Olie;
derpaa kommer jeg hjem igen og skriver en Bog — om en sjællandsk
Pilebusk eller om en Frø og et Skræppeblad og Solnedgang og en
Landsbykirke langt borte. Jeg misunder ikke jer forlorne Sønner, som
øder Jeres Gods i fremmede Lande, hvor I ikke kan høre Jeres
Forældres Svin grynte. Jeg er kortsagt en tykhjærnet Bede med Munden
fuld af godt Græs, som kan tygges mange Gange endnu, før jeg
vipper Tøjrepælen op og gaar løs paa Naboens Havre. Kun én Ting
misunder jeg dig — jeg tænker mig dig gaaende omkring uden en eneste
af disse menneskefjendske Bekymringer, som hedder Pengevrøvl og
andet do.! Himmel! at kunne bevæge sig omkring et halvt Aars Tid
med Hænderne i Lommen og fløjte og glemme, hvordan en dansk
Regning ser ud, og hvad ens Uvenner hedder, og ikke kere sig mere
om [P. G.] Philipsen end om en Eskimo i Ivigtut — saadan gaa
omkring og se det alt saa fjærnt som den Sol, der gaar ned, gennem
milde Aftenskyer . . .
For saadan en Bonde gaar man her i Lyngby og bliver, at man
ikke vil give en Skærvebunke bort for at faa Lov til at se Florens, og
naar en kommer og siger: Jamen alle de store Mestre dernede!
lægger man sin Haand paa Skærvebunken og siger: Denne her! Ræddes
nu ikke altfor dybt over saadan Ugudelighed, gamle Ven, jeg er blot
for Tiden saa gennemsivet af Landevejens Sol, af Regn og Fuglesnavs
og alle Danmarks Herligheder, at Mars og Italien er mig lige fjærne
og meget uvedkommende Sager. Men naar du kommer hjem, skal
jeg sidde artig og høre dig fortælle og lade mig belære og saa som
Tak laane dig min Skærvebunke.
... Nu maa du ikke være gnaven over, at jeg først har svaret dig
idag. Jeg har virkelig haft travlt og har det endnu, og saa har jeg ikke
ejet en Konvolut i mit Hus i de sidste fjorten Dage og ikke haft Raad
til et tyveøres Frimærke — paa det sidste kendes en dansk Forfatter.
Faa nu blot ikke Hjemve ved at høre om denne danske Armod.
Endnu en Gang en Hilsen fra Landevejen og fra Haven og fra
Ingeborg. Gid jeg vidste, at du saae med samme Lidenskab som [jeg
paa denne Jords Muld og Skov og — jeg vover det — med samme
Raahed.
. . . Medfølgende Brev fra Ingeborg har hun betænkt sig fra den
18de til Dato paa at afsende, beder hun mig sige dig.
Din Viggo Stuckenberg.
Det hosliggende, med Ingeborg Stuckenbergs mærkelige
pattes de mouche beskrevne Ark, indeholdt følgende:
Kære Johs.! Naar du overskriver dine Breve baade til Viggo og
mig, og naar du underskriver det: „skriv dog lidt til mig," saa ser jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
