Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27 Viggo Stuckenberg
aabenbart ganske umuligt — men blot for at gøre rent i min egen
Tankegang. Hvorfor skal vi ogsaa overbevise hinanden? Som om der
nogensinde var syet to akkurat ens Støvler. Men naar du siger, at vore
unge Dages Lykke var Gave og ikke Fortjeneste, saa er jeg til Mode,
som maatte jeg paa Skøjter slaa to meget lange Herresving, et med
hvert Ben, og begge rundende sig langt ud fra hinanden. For mig
staar og var og er vor Lykke den Gang som nu ingen af de Dele,
derimod vort eget bedste Produkt. Ja, der har du Selvdyrkelsen i
struttende Flor. Og siger du, at vor Fejl var, at vi ikke var lykkelige
nok, saa vender jeg mig paa Skøjterne og løber baglæns og svarer: Jo,
vi var, vi var netop saa lykkelige, som vi formaaede at være, og vor
Formuenhed var større end alle andres. Naar du henviser til Valravn
og Livets Træ, synes jeg du gør en Fejl. Nu sætter jeg Sagen paa
Spidsen. Hvem siger nemlig, at Lykken er ens med Glæde? Vor Lykke
er den, at vi ævner at elske vort Liv, selv dets sorteste Sorg. Jeg vilde
ikke været en eneste Hændelse foruden, ikke have byttet en eneste
Fortvivlelse bort med al tænkelig Glæde, ikke for nogen Pris. Og jeg
elsker mit Liv som Træet sin Rod, fordi det har gjort mig til den, jeg
er, ja, inderst inde altsaa fordi jeg elsker mig selv. Hvad vil det sige,
at denne Selvdyrkelse fører til Afgrunden? Jeg har ingen Bevidsthed
om den Afgrund. At forlade sig selv synes mig nærmest at føre ud i
det blaa . . . Forstaa mig nu, det er om os selv jeg taler, ikke om vor
Kunst og dens Midler. Du faar aldrig mig bort fra mig selv, eller fra
mit Selv, fra min Sjæls kostelige Spejl, fra dens bløde, frøfangende
Skovbund. For min Skyld kan vi gærne bruge Ordet Gud, men da
er Gud i mig og ikke udenfor mig, og da er der for mig kun én Gud,
han, som er i mig. Muligvis har ogsaa andre en Gud i sig, men med
ham har jeg intpt at skaffe. At søge Hvilen udenfor sig selv, tror jeg
er et Bedrag. Tror du, den Hvile bærer i afgørende Øjeblikke? Hvil
i dig selv, i dit eget Væsens Fylde, som Solen hviler i sit eget Lys.
Freden bærer du i din egen Ævne til Fred, og finder du den i
Naturen, da er det, fordi dit Hjærte aabner den Højsal, der til daglig
holdes lukket. Ingen Profet har prædiket anden Gud end den, der var
i ham selv. Men alle Profeter har fejlet deri, at de vilde, eller troede,
at alle Mennesker var ens og som de selv. Og mange Mennesker var
slet ingen Ting, derfor kunde de sluge en dem fremmed Sjæls Gud; de
havde jo hverken Sjæl eller Gud selv.
Og — ja nu kommer jeg til Kunsten — hvor fører det, du
prædiker, Kunsten hen? Kun den er Kunstner, som ser nyt og lærer nyt
og staar som en ny, aldrig før set Sjæl. Jeg tænker i dette Øjeblik paa
dit Brev. Læs det en Gang ad Aare, og du vil sige: alt sammen
gammelkendt? De hellige Ords Poesi er en Gang givet. For mig kan en
Digter tro, hvad han vil, og smelte gammelt om, men saa skal
Metallet smeltes, saa de gamle Former ikke staar der endnu — ævner du
det, skal jeg bøje mig dybere endnu for Digteren i dig, end jeg
allerede gør. Men foreløbig er jeg i den Retning en bondestiv Tvivler.
Det er farligt at skrive Brev om den Slags Ting. Tag nu ikke disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
