Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Platons Symposion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147 Platons Symposion
Just som Sokrates har naaet dette Højdepunkt, hører man,
at der bankes paa Gadedøren, og Lyden af Stemmer høres, Det
er Alkibiades med et Følge af Drikkebrødre, som kommer fra
et andet Gæstebud. Han er stærkt beruset og raaber, hvor
Agathon er; han vil ind til Agathon for at bekranse ham i
Anledning af hans Sejr. Han bliver da optagen blandt Gæsterne og
lægger sig til Bords, men farer straks op, da han opdager
Sokrates. Efter nogle spøgende Ord bekranser han ogsaa ham:
Sokrates var jo en større Sejrherre end Agathon. Der stilles ham
saa den Opgave at holde en Lovtale over Sokrates. Men
hvorledes skal man skildre Sokrates, der ikke ligner noget andet
Menneske? Jo, man kan sammenligne ham med de Skabe,
Billedhuggerne har i deres Værksteder, som er formede i Satyrers
eller Sileners Skikkelse og bruges til at gemme Gudebilleder i.
Det passer ganske paa Sokrates, hvis ydre Skikkelse er ligesaa
hæslig og barok, som hans Indre er ædelt og herligt, og hvis
tilsyneladende ubetydelige Tale for den nærmere Overvejelse
indeholder de dybeste Tanker. Og ligesom Satyren Marsyas
fortryllede Mennesker med sit Spil, saaledes gør Sokrates det ved
sin Tale. Det kan Alkibiades selv bevidne: Naar jeg hører ham,
banker mit Hjerte stærkere end Bakkanternes, og mine Taarer
flyde. Jeg føler Lede ved min vante Færd, og da jeg dog ikke
kan aflade fra den, skyr jeg Sokrates, ja, ønsker undertiden, at
han ikke var til, og det vilde dog være mig den største Sorg af
alle! Hvad skal jeg dog gøre ved dette Menneske, den eneste,
jeg føler Undseelse overfor! — Ikke mindst viser Sokrates’
Satyrkarakter sig i hans Ironi, især i Forholdet til de unge.
Det ser ud, som om han var optagen af dem for deres Skønhed
eller andre ydre Fortrin, og saa nærer han dog Foragt for alt
sligt. Det ser ud, som om han spøger og leger, og saa er der
dog den dybeste Alvor i hans Tanke. Alkibiades selv aflægger
en uforbeholden Tilstaaelse om, at han havde troet at kunne
besnære Sokrates, men bevidner, at netop da viste Mandens
Renhed og Højhed sig i det klareste Lys. Da fik han ret Blik
for Gudebillederne i hans Indre i al deres vidunderlige Skønhed.
Og denne Højhed og Selvbeherskelse viste Sokrates i alle Livets
Forhold. Alkibiades dvæler særligt ved Scener fra Krige, i hvilke
Sokrates’ Haardførhed og Uforfærdethed viste sig paa
beundringsværdig Maade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
