Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. C. Nielsen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Viggo Stuckenberg
171
Vi blev snart fortrolige, Samarbejdet medførte adskilligt
Samvær, — selv sad han vistnok ensomt og trængte til nogen ny
Omgang. I hvert Tilfælde mødte baade han og hans Hustru mig
med et Venskab, over hvilket jeg i mit stille Sind var stolt, fordi
jeg forstod, at disse to særegne Mennesker hver for sig havde
den Følelsens Fornemhed, der vælger og vrager og er karrig til
at vise Tillid. Meget ung og kunstnerisk uudviklet som jeg var,
blev Venskabet med Viggo Stuckenberg, der var streng i sin Dom
over sig selv men mild og skaansom i sin Bedømmelse af andre,
af en Betydning for mig, som jeg siden ofte har maattet være
ham taknemmelig for.
Stuckenberg havde det allerede dengang, udadtil, urimeligt
smaat, men han ynkede sig ikke. Ligesom i det af Johs.
Jørgensen offentliggjorte Brev fra Juli 94 skæmtede han med sin
Armod og kunde gøre et magert Aftensbord festligt ved sin muntre,
men dobbeltbundede Humor, sin lune, selvironiske Sangvinitet.
Eller han ofrede med glad Upraktiskhed et tilfældigt Honorar,
som syntes ham for lille eller for uventet kærkomment til
Stopning af et af de mange Huller, paa at skabe en fin og sorgløs
Aften for sig selv og de faa, han omgikkes.
Han boede smukt, i en Villa ved Lyngby Landevej, lige over
for Sorgenfri Skov. En fremmed, som traadte ind i disse lyse,
højtliggende Stuer med det beskedne, gammeldags indbydende
Møblement, med de bogrige Reoler, de af Malerskitser, Tegninger
og gamle Stik behængte Vægge, fik nærmest Indtrykket af jævn
Velstand. Og dog var Stillingen altid kritisk, en pinlig og
ydmygende Læmpen-sig fra Dag til Dag, en lammende Afhængighed,
der stumt sled i disse to uafhængige Naturers Stolthed, der bed
som Isbrand, aad sig ind imellem dem, for tilsidst at sprænge
dem fra hinanden.
Det var tragiske Kaar, men Stuckenberg bar dem med sit
uforlignelige Smil, dækkede over dem med øm og mandig
Varsomhed. I deres uafladelige Kulde hærdedes hans Trods, hans
Sanddruhed, hans Mod til at møde alle Tilskikkelser uden at
vige af, hans klare, vinterlige Patos — men den fortærede ham.
Hvad der fældede ham nu, netop da han følte sig tilfulde
mandsmoden, og da saa meget var lysnet i hans Liv og blevet
varmere, det var Saarene fra den Gang. Saa meget havde det kostet
ham at bevare sin tillidsfulde Rankhed, saa dyrt maatte han
købe sin aandlige Vækst og Styrke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
