Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. C. Nielsen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Viggo Stuckenberg 176
Avisers ... I Gaar kom jeg forbi en Skole. Da blev jeg melankolsk. Der
stod en lille Lærerinde og stirrede sørgmodigt ud paa mig, og inden et Minut
strømmede Melankolien i brede Floder mellem os. Saa lukkede hun sagte
Vinduet. Ellers havde vi set os den sorteste sorte Tragedie til paa hinanden.
Din
Viggo St.
Og i et senere Brev:
.... Jeg har ikke faaet Skønheden æstetisk i Halsen, forstaar Du nok.
Jeg gaar ikke om og beundrer. Men der er — for første Gang i mit Liv
synes jeg — hændet mig det, at jeg paa en Seinebro eller oppe paa Louvre
kommer til at staa over for noget, der virker paa mig, som Undfangelse maa
virke paa en Kvinde. Jeg gaar her om som en hellig Mand, hedensk hellig,
(siden jeg har faaet fat paa denne dumme Betegnelse). Jeg ligefrem ryster af
Bevægelse i visse Sale paa Louvre. Det er ikke Andagt, det er ikke mig, der
yder noget. Jeg ved ikke Ord for det. Det er, som kunde jeg, stille som de
Statuer, der staar, strække Armene ud, — „Endelig — endelig!"
Men alle Ord er gale. „Endelig" er heller ikke rigtigt. Det er jo, som det
først kommer til mig nu ... .
I et Brev af 24. Maj fortsætter han:
Tager Du mine første Breve paa den Vis, maa de sidste tre Digte1), jeg
sendte Dig, have faaet Dig til at slaa en mærkelig Kolbøtte. Der er nemlig
ingen Tvivl om, at de i deres Perspektiv er mere ægte end Brevene. Den
Rus, jeg følte hernede i de første Dage, var for mig ny og stormende, men
netop uden de lange Linjer, et Kineserbillede. Tag nu ikke fejl. Jeg føler mig
paa mine bedste Omraader mange Gange rigere den Dag i Dag end for en
Maaned siden. Men et andet Menneske bliver jeg ikke. Den Erfaring, der er
det sidste af Digtenes Indhold1), har jeg først tilfulde gjort hernede, og jeg
vilde med Glæde givet Aar af mit Liv, end sige de Penge jeg har brugt dertil,
for at faa den gjort netop saa sikker og saa afgørende .... Jeg dimler ikke
længer rundt mellem Tingene her nede og lader mig sætte paa Halen af hver
ny Opdagelse. De eksisterer ikke i sig selv; de bliver først levende for mig
paa mine Oplevelsers Baggrund. Men der fylder de stort og mægtigt og giver
og faar selv nyt Lys. Egentlig føler jeg mig først moden nu til at snakke
lidt med ....
Fra et kort Ophold i Florenz gentager han:
.... „Noget andet Menneske bliver man jo vanskeligt; men hvad jeg
har set og tænkt paa denne Tur, har sat Furer i mig, som jeg ikke havde før,
’) Trykt i .Tidspunktet" for 24. M»j 1902. 1 det omtalte Digt findes Stroferne:
Hvad er den hele Jord mig værd
med Hav og Bjærg og Taarn og Tind
Imod de faa, jeg lukked
i mine Tanker ind.
Et Menneske kan bryde op
saa tit han vil, og drage vidt,
han er dog der, hvor hedest
han elsked og har lidt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
