- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 23 (1906) /
206

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nielsen: Mozart og vor Tid

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

206

Mozart og vor Tid

det hedder, som bringer Menneskene langt ned og højt op. Alt
i alt staar Mozarts Skikkelse som en af de mest indtagende, ikke
blot i Musikkens, men overhovedet i Kunstens Historie. Han
maatte dø tidligt, for at Billedet af ham selv og hans Kunst
kunde fuldkommes. Musik og Ungdom klæder hinanden, og den
mest levende af alle Kunster kan ikke udstaa Rynker og hvide
Haar, derfor skal man ikke beklage ham, fordi han maatte bort
i en ung Alder, men vel fordi han maatte lide under
Tilsidesættelse og Miskendelse i Slumingen af sit Liv, hvor han netop gav
os sine bedste og skønneste Værker. — Vi staar alle i Gæld til
ham, vi Musikere; men mange af os aner det ikke, thi
Værdierne fra hans Kunst er tit komne til os ad Omveje, og han hører
jo ikke til de Kunstnere, der med Vold og Magt trænger sig paa.
Ogsaa det brede Publikum staar i Gæld til Mozart, thi selv om
den jævne Hob i Virkeligheden ikke forstaar hans fornemme
Sprog og Holdning, saa har den dog en Fornemmelse af et Pust
fra en Aand, højt hævet over det almindelige, og det er allerede
store Ting. Og vi bringer saa meget hellere Mozart en Tak, som
han slet ikke trænger sig paa ved Hjælp af grove, tarvelige
Midler eller i Kraft af Vilje og Reformiver. Han vilde ikke noget
nyt, det kom af sig selv. Han vilde ikke noget andet end de
andre, men han kunde give og gav noget mere. Han tog ikke
bort af det, der var, men lagde til af de mange Kostbarheder,
han havde fundet, halvt i Drømme, halvt i Leg. Han rev ikke
vore Huse ned om Ørene paa os og byggede os Paladser, som
imponerede os, men hvori vi frøs. Han gav os sig selv, sit
Venskab, sin Aand, sin fine Følelse, sit hjertelige Smil, sin dybe
Alvor og sit muntre, friske Sind gennem sine udødelige Melodier
og sin skønne, rige Kunst.

Carl Nielsen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Oct 18 17:10:34 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1906/0210.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free