Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Litterær Oversigt. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262
Litterær Oversigt 184
et fint, sammensat, moderne Menneske, men de faar yderligere
Interesse derved, at Forfatteren selv har været i Ilden som Modkandidat
mod den af alle danske Skønaander ringeagtede Alberti. Helst vilde
man have kunnet mærke dette ved andet end Frasernes solide
Plumphed.
At Charmen saa uhjælpeligt gaar af Forfatteren, naar han vover
sig i Lag med Problemer, der siger „Hænderne af Lommen", stemmer
godt med den uheldige Figur, han gør baade som Taler og Journalist.
Hans Væsen, der er præget af en vis halvsovende Ynde, taaler ikke
at blive kastet ud i de Anstrengelser, der er uundgaaelige, hvor Mænd
tænker og handler.
En Ungdom, der er repræsenteret af Bøger som denne, tør man
dristigt paastaa mangler Betingelser for at gøre Gavn i det offentlige
Liv. Den lader sig altfor let imponere af de Magter, den skulde
bekæmpe, og forsøger at tude med de Ulve, den vover sig ud iblandt.
Den er svag og i sin Mangel paa Personlighed gør den sig skyldig i
den laveste af alle Fejl, at snobbe for Plebejerne. For at kunne
optræde standsmæssigt mellem Krapylet, fornægter den sit eget Væsen,
sin større Aandssmidighed, sin rigere Kultur, sin mere saarbare Sans
for Grimhed og Uret.
Offentlig er det dens Maal at slaa Alberti, hemmeligt dens
Ærgær-righed at slaa ham med hans egne Vaaben.
Alle er de Idealister. Det anses for hyggeligst at antage det om
dem, men sjelden løber Begejstringen eller Indignationen af med dem.
Ikke fordi de ikke gerne ofrede Liv og Blod for deres Overbevisning
— tværtimod. Men medens de venter paa Lejlighed til dette, lader de
deres Idealer i Stikken, hvergang det kun gælder om at forsvare dem
ved at blotte sig selv trods Satirens og Letfærdighedens Smil. Aldrig
galer Hanen, inden de har forraadt det, hvorpaa de dog maa tro. Det
er Mænd, der forstaar at dække sig. Siger de noget oprigtigt, parerer
de paa Forhaand ved selv at smile. De er saa danske, saa fornemme,
de gør godt mod Idealerne i Stilhed.
Men hvilke Svagheder de end tillader sig privat, offentlig optræder
de som Pokkers Karle — værre end dem, der er slemme nok. Ikke
Tale om Idealer — Barnesnak, Ungdommelighed. Politik er Taktik,
Partiflertal, Reformer — og først og fremmest Magt. Af lutter Iver
bliver deres Opfattelse endnu grovere og plattere, end den trøstesløse
Virkelighed giver Anledning til.
„Lykkenid" selv er et Vidnesbyrd om en saare lunken Følelse for
Ideer. Forfatteren har ikke engang tillagt den Idé, der er Bogens
Kærne, saa megen Værdi, at han har gidet holde fast ved den,
gennemføre den med Energi og Omsigt, udsmelte den af de Slakker, hvori
den fandtes. Og dog præsenterer han sit Værk med Krav paa vor
Opmærksomhed, idet han ikke betænker, at den eneste Maade, paa
hvilken man skaffer en Idé Respekt, er ved selv at tjene den.
At sammenligne „Lykkenid" med „Hjærtets Gærninger" er at
undervurdere denne Bogs rige og faste Kunst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
