Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Levin: Familien Salomon i Henrik Pontoppidans „Lykke Per“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der noget ved ham, man har glemt en Mængde Smaaepisoder,
og man husker et Par afgørende Hændelser, kort sagt han er
levende akkurat som et andet levende Menneske.
Det endte da ogsaa med, at denne Bog havde et stort Ry,
endnu førend det sidste Hæfte var udkommet. I en lidt sløj
Litteraturperiode trøstede man sig med, at der var jo dog Lykke
Per, som, naar den engang var færdig, vilde gælde for ti. Og
man gjorde paa Forhaand Plads til den paa Reolen ved Siden
af de andre store Tidsskildringer, Adam Homo, Hjemløs og Det
forjættede Land.
Men paa en anden Maade kan den fuldendte Bog ikke staa
sig ved dette. Den skal nu opfylde alle de største Forventninger,
de 8 Aar, Minderne, Indtrykkene, Litteraturhistorien, alt tynger
paa den, og da man jo aldrig læser det samme Sted i den
samme Stemning, vil man ofte forgæves lede efter Optrin, som
tidligere paavirkede En stærkt. Men der er noget uhyggeligt ved
saaledes at maatte søge forgæves efter sin egen Begejstring, og
tilsidst giver man sig til at tænke paa, om ikke Skylden delvis
er Bogens. Der maa jo dog til syvende og sidst være noget ved
Værket, noget vigende, noget forfejlet, som bevirker, at
Indtrykkene kan være saa forskellige. Otte Aar, det er da endelig ingen
Tid for et Digterværk, de personlige Indtryk, Læseren har haft,
skulde den store Digter snart faa jaget paa Flugt, og
Litteraturhistorien drejer han Halsen om paa i et Nu.
Men naar gamle og nye Indtryk paa denne Vis brydes under
Læsningen, bliver det saare svært at lægge den nye Udgave til
Grund for en Bedømmelse, det maa blive Eftertidens Sag. Vi,
som har fulgt Bogens Tilblivelse, vil altid komme til at se den
i skiftende Belysning, og det vil blive vanskeligt for vor Tid at
sige det afgørende om den. Men vi vil ogsaa vanskeligt kunne
undgaa at diskutere den. Den er kommet til at handle om os
paa en særdeles indtrængende Maade, fordi den atter og atter
er dukket op i vore Tanker og Samtaler. Denne Lykke Per er
gaaet omkring iblandt os, han har levet vort Liv, han har fanget
vore Ord og gjort dem til sine eller vrænget af dem. Denne Bog
er ikke Roman men Memoirer, og Pontoppidans rolige,
refererende Stil, de faa Samtaler, de endnu færre „Optrin“ svarer
hertil. Dette bevirker, at enhver vil læse Bogen paa sin Maner.
Dèr, hvor En føler noget af sit eget, dèr vil for ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
