Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: John Stuart Mill
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360 John Stuart Mill
359
stor Frihed som muligt. Her er det, Sammenhængen mellem
Frihedsprincippet og Erfaringsfilosofien viser sig. Han gør med
Rette opmærksom paa, at netop Modstanderne af fri Bevægelser
paa Tænkningens og Handlingens Omraade ofte beraaber sig paa
„Erfaring", og at det saa dog maa være en nødvendig
Konsekvens, at denne Erfaring maa blive saa omfattende og grundig
som muligt, hvad den kun kan blive ved — Frihed! Saaledes
drejer Frihedens Modstandere sig i en Kreds. Desuden lægget
han en meget stor Vægt paa, at nye Tanker og Livsretningei
først udspringer -hos enkelte Individer. Det er de enkeltes
ejendommelige Begavelse og Udvikling, der betinger, hvad der kan
komme store Kredse til Nytte i aandelig eller i materiel
Henseende. De faa originale Mennesker er Jordens Salt, og man
berøver dette Salt dets Kraft ved at sætte unødvendige Skranker
for de enkeltes Udvikling. — Hvad der for Kant var et rent
Fornufitprincip, der udspringer af Menneskets Værdighed som
moralsk Væsen, det fremgaar for Mill af Erfaringen. De to
filosofiske Skoler mødes her i samme Resultat, skønt de kommer til
det ad forskellige Veje.
Mill frygter, at Energien og Trangen til selvstændig Udvikling
skal sløves, og Ensformigheden blive for stor, alt som
Menneskene bliver de samme Vilkaar underlagte. Demokratiets Sejr
vilde da føre til en kollektiv Middelmaadigheds Herredømme.
Mill vil hverken opgive sine demokratiske Idealer eller sin
Overbevisning om de frie Individualiteters Betydning. Det gælder da
om at bestemme Grænserne for Lovgivningens og den offentlige
Menings Indgriben, og Mill mener, at denne Grænse er bestemt
ved Besvarelsen af det Spørgsmaal, om den enkeltes Adfærd i.
det givne Tilfælde medfører Skade for andre end ham selv; i
den enkeltes egen Livsførelse har Samfundet („de andre")
ingen Ret til at gribe ind, naar dette ikke kan paavises. Denne
Grænse er nu sikkert ikke saa let at drage, som Mill mener.
Gives der overhovedet noget i den enkeltes Indre, som ikke
direkte eller indirekte kan blive af Betydning for andres Ve og
Vel? Den f. Eks., der af Mismod eller Magelighed forsømmer
Uddannelsen af sine Evner eller sin Karakter, kan derved
berøve Menneskeheden værdifulde Bidrag, og ogsaa paa denne
Maade kan Jorden blive berøvet sit Salt. Dertil kommer endnu,
som især Leslie Stephen har vist i 3. Bind af sit Værk „The
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
