- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 23 (1906) /
363

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: John Stuart Mill

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

John Stuart Mill

363

Trods det stille og dæmpede i hans Væsen kunde han dog
vise Mod og Kraft, hvor det gjaldt. Bekendt er Scenen paa et
Valgmøde, hvor han blev spurgt, om han virkelig havde sagt, at
Arbejderne (der udgjorde Flertallet af de tilstedeværende) var
slemme til at lyve, og hvor han uden Betænkning vedkendte
sig Ytringen. (Mill’s Skildring af denne Scene bekræftes ved Mc.
Carthy’s Omtale af den i sine Livserindringer.) I Parlamentet
valgte han som Regel at tale om de mest upopulære Sager, da
han mente, der blev talt tilstrækkeligt om de andre. Om det
Indtryk, hans parlamentariske Færd gjorde, har Gladstone udtalt sig
saaledes efter Mill’s Død: „Mr. Mill’s fremragende Aandsevner
var os alle bekendt, før han traadte ind i Parlamentet. Hvad
hans Færd der aabenbarede os, var hans Karakters usædvanlige
Adel. Jeg plejede dengang i Samtale at kalde ham
Fritænkernes Helgen . . . Han var Filosof, men ikke en Mand med fikse
Ideer. Han forenede Statsmandens sunde Sans og praktiske Takt
med en ensom Tænkers høje Selvstændighed. Jeg behøver ikke
at sige, at jeg hilste hans Fremtræden med Glæde og dybt
beklagede hans Forsvinden — og det i hele Underhusets Interesse.
Han var et Gode for os alle. I ethvert Parti, indenfor enhver
politisk Retning er, det maa jeg med Smerte bekende, saadanne
Mænd sjældne." — Og de, der havde Lejlighed til at se ham i hans
private Liv (som Theodor Gomperz, den berømte Filolog, der
har oversat hans Værker paa Tysk), vidner om, hvor inderlig
hans Følelse kunde være, hvor varmt han kunde udtale sig, og
hvor stor en Sans han havde for det ophøjede og for
Naturskønhed.

Naar Mill som Motiv til at forfatte sit Levned ogsaa anfører
sin fortræffelige Opdragelse, som han vil gøre bekendt til
Efterligning, saa hænger ogsaa dette sammen med hans Beskedenhed.
Han saa ikke, at der hørte en usædvanlig Begavelse og
Selvstændighed til for at kunne gaa en saadan Skole igennem uden
at tage Skade for hele Livet. Et Barn, der lærer Græsk, naar
det er tre Aar gammelt, Latin og Matematik, naar det er otte
Aar, Logik, naar det er tolv Aar, Nationaløkonomi, naar det er
tretten, og som gennem stadige Samtaler nødes til at gøre klar
Rede for det lærte, kan — naar det gaar denne Skærsild
igennem — ikke have været noget Gennemsnitsbarn. Mill tog nu
alligevel Skade deraf, skønt han nødig vilde indrømme det, og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Oct 18 17:10:34 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1906/0367.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free