Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Liv
367
jeg dine Læber saa levende hede paa min Mund, nu den er
tørket i Ensomhed — som jeg aldrig fornam dem, da den var
ung og fugtig som din. Du altid nægtende, du kyssede mig, nu
da min Mund ikke mere er noget Kys værd, og velsignet være
du for det Kys, der kom for sent. Jeg sad og begærede en
anden Kvindes Kys, en Kvinde, der, som du en Gang i min stærke
Ungdom, tørstende strakte Munden mod en anden og krydsede
sine Arme, som du, lukkende for sit Skød, naar jeg kom nær,
for at spile dem som et Gab mod en Mand, jeg intet vidste om,
som du en Gang i min stærke Ungdom. Jeg huskede dig ikke
mere, thi min Ungdom var død i sin Smertes ædende Salt, og
øde Aar var gaaet hen, og mit ensomme Kød havde gennem
Aaringer berust mit Hjærte og født til Verden en Skabning, der
var bleg som et Barn, avlet i Sløvhed og Alderdom af en sidste,
opskræmmet Drøm om Ungdom og Kraft, der aldrig var levet
og nydt. Og jeg havde forglemt mig selv saa haardt, at jeg led,
for at denne, den vanskabte, med Rette skulde sættes ud for at
hungre ihjel blandt Stene, led til ind i Døden, og jeg havde gemt
mig hid fra den store Stad til den store og menneskeforladte
Skov. Og dér kom du til mig i Dagens Højeste, du min
Ungdom og Kraft, du fra mine store Dage, fra Ungdommens
Vaar-skove, skøn som da, som du nu ikke mere er, skønnere end
nogen anden Kvinde paa Jorden.
Dine Læbers Kilde fyldte mit standsede Blod, og det genfødte
sin Ungdom, og Smerten nu var forsvundet for Smerten den
Gang, som Kvinden fra nu var forsvundet for dig som
Drømmen for Virkeligheden. Du altid nægtende, Tak for dit sene, dit
frelsende Kys. Jeg drømte, min Smertes Salt havde bortædt
min Ungdom, nu véd jeg, den skjult har bevaret den evig hvid
og rød som de i Bjergenes Svælg nedstyrtede blomstrer i
smilende Ungdom, naar Aarhundredet deroppe gik ud, og Jorden
slutter om deres Børns ældehvide Hoveder. Du som forstod at
give mig hin Smerte, der var saa sand og dyb, at den er blevet
evig og derfor Storhed og Skønhed, Tak, du som ingensinde var
barmhjærtig og udløste min Ungdoms Kraft i blot det eneste
Kys, hvorom jeg fra Jorden anraabte dig, Tak, at du forsvarede
det Kys til nu, da det gjaldt ej at udløse, men at bevare min
Ungdom, det vil sige mit Liv, uforfalsket til Døden, den Død,
der skal dømme over Menneskene, hvorledes de levede det eneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
