Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Aarene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408
Aarene
I Dybet af min Erindring staar
en Solfaldsstund i sildig Vaar:
Vesthimlen var een Lue,
og Luften blev helt rød,
og Aftnens Em, der ulmed,
blev gennemsigtig Glød.
Og Hjertet, Hjertet svulmed,
blev tungt af en uanet Kraft,
tungt som en moden Drue,
der tynges af sin Saft ...
En Tysthed, sært forventningsfuld,
sank gennem Luftens skøre Guld
og bredte sig saa mørk og stor,
som et usynligt Skumringsflor
over den sorte, vaade Jord.
Hin store Solfaldstime
med al sin røde Overflod
af Himlens og af Hjertets Blod,
hvor gennem Luften langsomt hen
af et urørligt Guld en Flod,
en Strøm af Straaler, lang og sød,
uhørligt og ekstatisk flød,
hin skønne Solfaldstime
kom aldrig mer igen.
Forlængst, for altid er den død
med al sin Tavshed og sin Glød.
Ja — det er længe siden ...
Ak — Alting tager Tiden.
For Aarene smuldre bort...
Det kildrende Krus af flygtig Fryd,
der gennem Nerverne sitred;
den Lyst, der som et Uvejr kom,
vild, truende og tropehed;
det Savn, som graadigt Kødet sled
og huled Sjælen tom;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
