Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: En Københavner i Vestjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Københavner i Vestjylland
469
„Saa? — og saa faldt De og stødte Dem?"
„Nej, men A skulde jo have ladet det blive liggende, hvor
det var."
Jamen — æh — Uheldet?"–Pludselig forstod
Præsten og brast ud i en Latter, der som sædvanlig ingen Ende
vilde tage.
Rakker-Povls smaa, mørke Øjne løb uroligt omkring, mens
han krammede Huen i Hænderne. Præsten blev ved at le, —
Etatsraadinden kom ud i Køkkenet og saa ængsteligt til.
Endelig fæstede Povl sine Øjne paa Præsten og sagde: „De
kan jo lade mig komme i Hullet, men A vil æt staa her og være
Deres Nar!"
Han vendte sig og gik i Retning af Døren; men nu for
Præsten hen til ham, stadig leende, lagde Hænderne paa hans
Skuldre eller næsten tog ham om Halsen: „Kære Povl — æh
— Jensen! De maa ikke gaa! hører De! — Jeg forsikrer, det
var ganske imod min Vilje, at jeg kom til at le, — jeg er saa
voldsom bedrøvet derover .... Aa, De maa følge med ind, —
vi skal netop til at spise vor Julegrød! — Kom med ind,
kæreste, bedste Ven!"
Rakker-Povl fulgte med. — Han sad ved Bordet med Øjnene
stift fæstede paa Maden under hele Maaltidet, uden at kunne
sige noget, — mens Præsten snakkede: „Det er jo forfærdeligt:
De kommer til mig med en alvorlig Sag, som ligger Dem
alvorligt paa Sinde, og ønsker at skænke mig Deres Fortrolighed, at
aabne Deres Hjerte for mig,–og jeg faar dette ulykkelige
Latter-Anfald!–Kan De tilgive mig?–Det er jo,
ligesom da Mads Pedersen kom og bad mig om at begrave hans
Barn–-Forsyn Dem nu endelig, bedste Povl Jensen–"
Povl spiste saa meget des stærkere, som dette var det eneste,
han i Øjeblikket kunde foretage sig, — hele hans Væsen var
ellers saa at sige blokeret af Situationen, — og han generedes
af Taarer, der løb fra Øjnene ned ad to Furer, som førte
Vandet lige om ved Næsen og ud paa Overlæben, hvor han stadig
maatte tørre det af med sit Ærme. — Desuden trykkede det
ham, at han intet havde fortalt om Politibetjentens Mellemkomst.
Da han gik hjem, følte han vedblivende sit Væsen i den Grad
spærret paa alle Leder og Kanter af Præstens overvældende,
urimelige Godhed, saa han vidste ingen anden Vej at slippe ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
