Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480
Jens Baggesen
pelse, der hindrer Sindet i at gøre de store Svingninger til den
store Sorg og den store Glæde og holder Kunsten i en død
Ligevægt imellem dens ypperste Yderligheder: den store Tragedie
og den store Komedie. Naar Baggesen giver sin Aands Program
med de Ord: Jeg elsker Smil og store Taarer, men hverken
Latter eller Graad", er der ikke andet at sige dertil, end at saa
var det ogsaa godt, at det ikke blev ham, der skrev den danske
. Litteraturs Hovedværker, men at han paa Siderne af sig havde
Ewald og Wessel, Holberg og Oehlenschläger.
Men der er ogsaa et levende Lune, ja Lunet kan være
Livskraften selv, naar Munterheden fremgaar af Fortvivlelsen, „som
den gyldne Sol frembryder gennem den kulsorte Sky". Saaledes
var Jens Baggesens Lune ogsaa. Fremad være mit Løsen! skrev
han paa sin 60aarige Fødselsdag, da han daarlig kunde staa paa
Benene, og som „den inderste Kærne af sin Livsfilosofi"
fremsætter han (i et Brev til en Ven, der var bleven ramt af et
Slagtilfælde) den Overbevisning, at „saa længe Hovedet endnu
tænker, saa længe Hjertet endnu føier, kan, selv om intet Lem
ellers kunde røre sig, Mennesket, hvad det vil." Han havde selv
erfaret det. Fra sin Ungdom havde han maattet kæmpe imod
Sygdom og Fattigdom og ulykkelige Livsforhold. Hans Liv gik ogsaa
i de ydre Forhold mellem store Modsætninger: fra
Studenter-hybelen til Herregaarden, til sidst endog fra Gældsfængselet lige
til et fyrsteligt Hof. Og saa den evige Uro i det Indre; han og
hans Tid med ham var i en stedsevarende Overgangsalder:
„gærende selv fandt jeg mig ombruset af lutter gærende Væsener,"
siger han om sin egen Udvikling. Men naar det saa mørkest
ud omkring ham, var der tit allerlysest inde i ham. Naar Trykket
var stærkest, sprang hans Lune i Vejret som en Staalfjer.
Et Højdepunkt af denne baggesenske Lune-Poesi — „den
Livets evigunge Poesi, det Spil af Graad med Glædens Latter
i" — "er de Sange og Rimbreve, han har udgivet under Mærket
Knud Sjællandsfar. I dem er der netop et saadant Spil, at ved
Siden af dem synes alt, hvad der senere er fremkommét i dansk
Litteratur under dette Navn (hvad Værd det saa ellers har) at
staa ganske stille.
Det var i Efteraaret 1807. Baggesen var fra sit omtalte
Besøg i Danmark og sin udsigtsløse Forelskelse i Sofie Ørsted,
Oehlenschlägers unge Søster, vendt tilbage til Paris, til sit franske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
