Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Duncan kontra Bournonville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
515 Duncan kontra Bournonville
narret os for Ballettens Reform. Men alligevel er dette Angreb ført
med en saadan Hidsighed og har vakt en saadan Opmærksomhed, at
der er nogen Anledning til at prøve Omfanget og Berettigelsen af
hendes forbitrede Polemik.1)
Miss Duncans første Anke mod Balletdansen er af medicinsk
Natur: Ved urigtig Beklædning og urigtige Bevægelser bliver Musklerne
forkrøblede, Legemet vansiret og Skelettet forvredent. Dette er nu
tildels en Smagssag, og jeg bekender ærligt, at religiøse Fornemmelser
over for mine Bens Fuldkommenhed — og de er paa Ære aldeles
upaa-virkede af Balletdansens Fordærvelse— paa ingen Maade hindrer mig;
med en ganske jordisk Misundelse at betragte Hans Becks vansirede
Legeme og forkrøblede Muskler. Men selv om visse Partier af
Dansernes Muskulatur skulde være udsat for en Udvikling, der fjerner sig
noget fra det naturlige, hvad der kan være rimeligt nok især for
Føddernes Vedkommende, er dette en Ulempe, der følger med al Kunst,
og der falder et let komisk Skær over Miss Duncans Patos, naar man
betænker, at en Række mandlige Strygere og Blæsere Aften paa Aften
maa forvanske deres Arm- og Ansigtsmuskler med de mest
naturstridige Bevægelser, for at Miss Duncan kan gøre Propaganda for den
kvindelige Fods Fuldkommenhed.
Den anden Fordring, Miss Duncan stiller til Dansen, er Sædelighed,
og her deler hun formentlig Anskuelser med en af de tyske Æstetikere,
der optræder som hendes Bannerførere, og for hvem Balletdansen er
en Halvkunst, der beror paa et Kompromis mellem sædelige
Forskrifter og usædelige Interesser. Dette Angreb rammer som bekendt ikke
Danmarks Balletdans, og Edvard Brandes er i sin mesterlige
Karakteristik af Bournonville (i „Dansk Skuespilkunst") ikke langt fra at
betegne Manglen paa seksuel Sansepirring som det centrale i den
danske Ballet. Men dette „vestalske" Præg er en ganske periferisk
Egenskab i Bournonvilles Kunst, og han har som bekendt gennemført det
ikke af kunstneriske, men af sociale Grunde, for at højne de udøvende
Kunstneres Stilling i Samfundet. Paa dette Punkt forstod han ikke
Spøg, og det er meget betegnende, naar han om sin Ballet „Eventyr
i Billeder" skriver: „Det var mig en Gang for alle magtpaaliggende at
bekæmpe de Fordomme, der stille Lethed og Ynde lige med letfærdig
Øjenslyst! Selv Andersens lille Papirsdukke med det opløftede Ben er
ikke fri for denne frivole Antydning, og det blev en Samvittighedssag
for mig at give hans standhaftige Tinsoldat en værdigere Genstand for
sin Kærlighed." Man kan smile over den elskværdige gamle Herres
Ivrighed, men naar man ser hen til vore Danseres sociale Stilling og
’) Miss Duncans mimiske Præstationer (den unge Pige og Døden, Orpheus’ Klage over
Eurydike) virker med ganske samme Midler som tilsvarende Scener hos Bournonville (kun synes ogsaa
her hele Mimikkens Solside at være hende nægtet), men det vilde være ubilligt at sammenligne en
isoleret Fremstilling med et kompliceret og fortrinligt dramatisk Ensemble. At Danserinden som
Afslutning paa sine Forestillinger til indsmigrende og gammelkendte Toner af Strauss danser en
ganske balletagtig Vals, kan naturligvis kun betragtes som et Kuriosum, men fortjener dog at anmærkes
som en af hendes — rigelig mange – Indrømmelser til Publikum.
32«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
