Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arthur Christensen: Rokokotidens Østerlandsdrøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
569 Rokokotiden’s Østerlandsdrøm
„Hvorledes?" sagde Sultanen forskrækket og overrasket, „har
De været Kanin?"
Ja Herre," svarede Sultaninden, „og De har vel ogsaa lagt
Mærke til, at Kaninsteg er en Ret, som jeg aldrig smager; jeg
vilde altid være bange for, at jeg kom til at spise nogle af mine
Fætre eller Nevøer."
. . . „Min Tro," sagde Sultanen, „der vilde ikke have været
noget underligt i, om det havde været mig, der havde spist Deres
seks Børn. Men ved Himlens beundringsværdige Retfærdighed
har jeg sonet denne Brøde ved at skaffe Dem seks Drenge, og
jeg tilstaar — ikke for at sige Dem flove Smigrerier, — at jeg
trods min Tilbøjelighed for at leve godt og min Smag for
Kaninunger har haft mere Fornøjelse af at frembringe de sidste end
af at spise de første."
„Herre, De er altid saa fuld af Galanteri," svarede
Grisemine, „derfor tør jeg vel ogsaa haabe, at Deres ophøjede
Majestæt venligst vil fortælle mig sine Eventyr."
Misapoufs og Grisemines Eventyr er det mest vildt
fantastiske Tøjeri, sat i Scene ved Hjælp af saadanne underlige
Væsener som Feen den Dunkle, Feen Porcelæn og Kæmpen
Zim-buziquequoazisi. Misapouf har haft den sørgelige Skæbne at
skulle dræbe sirte Venner, Slægtninge og Elskerinder og æde en
hel Familie paa een Dag; han har efterhaanden været forvandlet
til Badekar, Hare, Jagthund og Ræv, og har endnu tilbage at
blive til et ubekendt Dyr, som hedder Kapuciner. Grisemine, der
under sin lige saa omskiftende Tilværelse har truffet paa et
Eksemplar af denne Dyreart, skildrer den som „et Væsen, der staar
midt imellem Aben og Mennesket, er ligesaa hovmodigt som
blottet for Evner og stinker af Munk, saa at man kan komme
til at kaste op deraf." Voisenons Fortælling er snarere en Satire
mod Tidens Mani for Feeventyr. Han siger selv: „At jeg har
skrevet denne Historie er ikke saa meget for at følge Moden
som for at drage Nytte af den Tid, hvor den hersker, og om
muligt spolere Chancerne for dem, der efter mig vil skrive i
samme Stil. Den Fortælling, som jeg sender Dem, er saa fri og
saa fuld af Ting, der alle knytter sig til de mindst ærbare
Forestillinger, at jeg tror, det vil blive vanskeligt at sige noget nyt i
den Retning."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
