Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Moderne Klosterliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
745 Moderne Klosterliv
trætte Mænd. Man maa have hele sin Sundhed og hele sin
Ungdom i Behold for at kunne gaa ind til et saadant Liv.
Og da — da sker det, at disse Munke, trods deres aabne
Tilstaaelser af, hvor drøjt et Liv de fører, tilsidst forsikrer den
Besøgende, at det altsammen „ikke har noget at sige", at det
„ikke hindrer dem i at være fuldstændig lykkelige", at de føler
sig „hundredfold belønnede" for det altsammen. Den
udenfor-staaende har vanskeligt ved at fatte dette. Hos Huysmans hedder
det: „Durtal tænkte paa alle disse Munke, han her havde levet
iblandt — paa Freden i deres Ansigter, Glæden i deres Øjne —
og han sagde til sig selv, at Trappisterne ingenlunde var de
triste og sørgelige Personager, Verden tænkte sig, men at de
tværtimod var de mest fornøjede og tilfredse af alle." Og
Aarsagen til denne Glæde, som trods al Forsagelse, alt Arbejde har
hjemme i Klostrene, den giver han sine Læsere en Forestilling
om gennem følgende Skildring, som jeg vilde kalde: Billede af en
Munk, der beder (En Route, p. 254—255):
„Det var en Olding paa over firsindstyve Aar. Han laa paa sine
Knæ, ubevægelig som en Statue, med urokkeligt Blik, foroverludende
i en saadan Tilbedelsesbegejstring, at alle Prærafaeliternes Helgener
i Extase syntes tvungne og kolde ved Siden af.
„Og dog var han slet ikke smuk. Det skaldede Hoved, som var
brændt af mange Somres Solskin, hærget og hærdet af mange
Efter-aars Regnskyl, var murstensfarvet; Øjet var tilsløret, dækket som med
en Hinde af Ælde; Ansigtet var rynket og furet og knortet som en
gammel Træstamme og forsvandt i et pjusket, hvidt Skæg; Næsen gik
opad og fuldendte Ansigtets Præg af det allermest almindelige.
„Men der udgik, ikke fra Øjnene, ikke fra Munden, men
allesteds-og ingenstedsfra, et Skær af noget Engleligt, som lagde sig over dette
Hoved, som indhyllede hele dette stakkels, gamle Legem, der krogede
sig i sin usle Dragt.
„Denne Oldings Sjæl gjorde sig ikke en Gang den Ulejlighed at
omforme Ansigtstrækkene, at forædle dem; den nøjedes med at
gen-nemstraale dem, saa at de helt forsvandt. Det var, som om de gamle
Billeders Helgenskin her ikke alene lyste om Panden, men bredte sig
over hele Ansigtet og blegnende, næsten usynligt, badede den hele
Skikkelse.
„Og han saae og hørte intet. Munke gik og Munke kom, nærmede
sig ham for at knæle ved hans Side, for at varme sig ved Ilden i hans
Bøn. Og han rørte sig ikke, laa paa Knæ, døv og stum, saa
ubevægelig, at man kunde have anset ham for død, hvis ikke nu og da hans
Underlæbe mumlende havde bevæget sig og derved havde hævet og
sænket hans store, hvide Skæg."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
