Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
777 Drachmanns Sangkunst
derudefra søger sit Spor — lydløs tilbage og tøvende sætter —
aandedrætsrøvet Foden paa Jord", medens der ude fra Dybet
bæres ind „af den sagtende Dønning — en Lyd som paa enkelte
dybtstemte Strænge — et døende Spil".
Som Natursværmeri, saaledes hører alle vuggende, svævende,
sværmerske Stemninger i Menneskesindet til de Skønhedsriger,
Drachmanns Lyrik har underlagt sig som ingen før ham.
Dansens Sværmeri: Skovdansens ved St. Hanstid („Bind dit Skørt
og flet dit Haar — læg an dit Hovedklæde — I Præstevænget
Dansen gaar — med Fryd og megen Glæde") eller
Væve-Vadmelsvisen („Vær hilset, I Damer, langs Højsalens Bænke,
— hvad vover jeg farende Svend?") eller den kaade
Tater-tøs’ Dans med Junkeren ude paa Heden (Hr. Junker; jeg maa
danse — og dansed jeg mig gal, — Hr. Junker! jeg er Dansen
selv, — som jeg fra Vinden stjal ... Aldrig blev der danset før
paa Heden). Forelsket Aftensværmeri i Baaden: „Vug o Vove
med varsom Haand — Baaden, hvori vi glider ... kunde jeg
selv — klappe den Glut — som sidder paa Toften og nynner
... O da skulde min Stemmes Klang — vække al Vellyd, som
slumrer i Skoven — smeltende hen i en Kærlighedssang —
med Nymfen, med Ekko, paa Skrænten ved Strandkildevoven".
Foraarets vidtfavnende Ømhedslængsler: „Se nu er Vindene
milde ... Vaaren har aandet paa Luften ... Da vil paa
Foraarets Bølger — baaren af Lyset og Luften — sødt som to Bølger,
der samles i én, — vi to gennem Rummet os svinge". I det hele
alle Tonegrader af et lyst Elskovssværmeri, saa yndefuldt sårt
og saa vinget bærende, saa nænsomt fint og saa ungdommeligt
givende sig hen, som aldrig hverken Winther eller Aarestrup
havde fundet Ord for. Der er Dyvekes bly Drømme i sin Moders
Urtegaard: „Mit Hjerte, der drømmer blandt Zwibler og Løg ...
Krydret dufter den liflige Sommer — mit Hjerte slaar som en
Gøg". Den unge Piges første rosenrøde Lykke: Jeg gaar som
i Blade af den flagrende Vaar — det gynger paa Blomster, hvor
hen jeg gaar". Ynglingens vage, duggede Længsler: „Der gaar han
i Lunden — med Ferskendunskind, — hans Øjne har Taarer, det
er ikke Graad, — det er Længsel fra hundrene Blomster, der
holder den sitrende Øjerand vaad". Endvidere Brudehymnens
Hengivelse og Henrykkelse, en Enthusiasmens Extase, fuld af
Andagt og daanende Salighed: „Salige Stund, som alle gode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
