Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Holger Pedersen: To danske Sprogforskere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
878
To danske Sprogforskere
det skal komme af vaad, skriver hvidt med d, fordi hvid har
d. Hos os har disse Skolemesterpaafund gerne en vis Lighed
med de Analogidannelser og Folkeetymologier, som virkelig kan
forekomme i det talte Sprog (jeg har hørt en — af Skriftsproget
upaavirket — Form kaadt, udtalt med aabent d foran t). Men
det kan gaa meget værre. I en vis Periode blev den franske
Orthografi systematisk latiniseret: man indførte aile, pied for
ele, pie, man skrev debvoir, faict, for devoir, fait. En Reaktion
har senere fundet Sted; men nogle af de kunstige stumme
Bogstaver er ikke blot blevet staaende, men er trængt ind i
Udtalen, f. Eks. b og d i abstenir, adversaire (Nyrop I 145).
For at holde mig saa nøje som muligt til Nyrop og for at
faa Lejlighed til at henvise til hans Grammaire historique og
derved for en Del erstatte det direkte Referat, som der ikke
kan blive Tale om her, har jeg taget de fleste af mine Eksempler
fra Fransk. Men det var ikke just de romanske Sprog, den
sammenlignende Sprogvidenskab tog Sigte paa i sin første Tid. Den
voksede sig stærk under Arbejdet med at føre alle de
indoeuropæiske Sprog fra deres ældste historiske Form tilbage til
det fælles Grundlag, hvorfra de alle maa være udgaaet. Den
Udvikling, man derved skulde spore tilbage, har ganske vist i
det hele taget ikke været $aa voldsom og vildsom som
Udviklingen af Fransk. Der er intet latinsk Ord, der har bevaret sin
Udtale uforandret i Fransk til vore Dage (Ord som bis „to
Gange", der i en senere Tid ad lærd Vej er optagne fra Latin,
kommer naturligvis ikke i Betragtning). Derimod er et Ord som
litavisk sunus „Søn" med Hensyn til Vokaler og Konsonanter,
Vokallængde og Akcent den Dag idag nøjagtig enslydende med
den Form, vi kan rekonstruere paa Grundlag af en
Sammenligning af alle indoeuropæiske Sprog. Ordet synes altsaa at have
beholdt sin Udtale uforandret i lad os sige mindst 6000 Aar.
Det vilde klinge hjemligt for en Inder fra Vedatiden (i Sanskrit
hedder det næsten ganske det samme) og for en Mand, som
rejste sig fra en af Stentidens Grave. Men til Gengæld havde
man ikke ved Sammenligningen af de indoeuropæiske Sprog den
Fordel som ved de romanske Sprog, at Udgangspunktet var
bekendt. Det maatte rekonstrueres, og derved begik man mange
Fejl. Rasks Paavisning af et regelmæssigt Forhold mellem de
forandrede Konsonanter i de germanske Sprog og Konsonanterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
