Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hagen Hohlenberg: Carl Nielsen: Maskarade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1008
Carl Nielsen: Maskarade
som en Mozartsk Opera. Hver af Hovedpersonerne har sin
„Aria"; Duetter, Ensembler, Kor og Dans veksler under en
Handling, der skrider rolig frem uden at forhaste sig, ret som i
en gammel Komedie. Hver Scene (ikke hver Person eller Idé)
har sit Grundmotiv og danner som et Hele for sig. Carl
Nielsen lægger her en stor Opfindsomhed for Dagen. Navnlig hans
Evne til at karakterisere sine Personer er iøjnefaldende.
Jeronimus’s Aria:
Fordum var her Fred paa Gaden,
Førend Vægtren raabte ni.
bevæger sig jævnt, vuggende med Hovedet og med foldede
Hænder som en ældre protestantisk Salmemelodi. Der er en Rigdom
af ægte humoristiske Paafund i anden Akts Scener, som
kulminerer, hvor Leonard med Magdalone under Armen tripper afsted
til Maskaradehuset. At Henrik smides paa Døren, illustreres af
Komponisten med en ligesaa kort som betegnende Paukehvirvel.
Maaske bestaar Carl Nielsens Talent mere i en Sans for den
Slags vittige Enkeltheder end i nogen virkelig komisk Evne.
Smittende Lune finder man sjældnere hos ham. De to elskende,
hvem der er ofret adskillig større Opmærksomhed, end Holberg
har vist dem, er lovlig patetisk behandlede. Det er sikkert med
Rette blevet anført, at Rokokoen her vilde have kunnet komme
Carl Nielsen til Hjælp, om han havde villet gøre Brug af den.
Men han er sig selv til Fingerspidserne. Hans Stil er
hverken gammel eller ny, den holder sig midt imellem, men svinger
sommetider til begge Yderligheder. Der er noget af Bach og
Handel i ham; han elsker den logiske, matematiske Klarhed;
han gaar ikke af Vejen for meget haarde Dissonanser. Hans
Sats er mandig, fast bygget og tæt sluttet; men han smigrer
aldrig for Øret, kæler ikke for Stemmen eller Instrumenterne.
Der spores absolut ingen Paavirkning hos ham fra Værker, der
behandler lignende Emner i andre Lande. Med Undtagelse af
et enkelt Sted — i Slutningen af Arv’s Aria (2den Akts 2den
Scene), hvor jeg troede direkte at genkende Mozart — er alt
helt igennem Carl Nielsen’sk. Men hvad der herved skal
forstaas, er mere end almindelig vanskeligt at betegne. Hans Musik
minder om det latinske Sprog: klar — logisk — interessant —
og international. Men ikke i Besiddelse af stor medfødt Ynde
eller Velklang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
