Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - H. Høffding: Goethe og Filosofien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
Goethe og Filosofien
Anskuelsen, der fremkaldte denne forhastede Resignation. Det
var Digteren i ham, der holdt Forskeren tilbage.
Goethe- vidste meget vel, at Tankens Arbejde baade bestaar
i at sondre og i at forbinde, baade i Analyse og Syntese. Han
sammenligner selv denne dobbelte Fremgangsmaade med
Ud-aanden og Indaanden, der begge er lige nødvendige. Og han
hævder, at man kun forstaar Naturen, naar man skelner
tilstrækkeligt til at kunne forbinde og forbinder tilstrækkeligt dl at kunne
skelne. Men han kunde ikke, som den eksakte Naturvidenskab
og den kritiske Filosofi fordrede, betragte ethvert Billede, ogsaa
„Urfænomenet", som foreløbigt og utilstrækkeligt, eller som blot
Exempel. Han klamrede sig til Anskuelsen og nærede Mistillid
til Begreber og Domme. Han vilde forklare Alt i Analogi med
sine Urfænomener og saa ikke, at disse selv er Fænomener
som andre Fænomener og intet Privilegium kan have fremfor disse.
Grunden var ikke den, at han ansaa en afsluttet
Naturerkendelse, et absolut System for muligt. Naturen er for ham
inkom-mensurabel ligesom. Kunstværket. Naturen har intet System; den
bevæger sig fra et ubekendt Centrum til en uerkendelig Grænse.
Og Mennesket er ikke til for at løse Verdens Problemer, men
for at søge, hvor det problematiske begynder, og saa holde sig
indenfor det begribelige! — Da en Student forelagde Goethe
Spørgsmaal, der laa ude over denne Grænse, skrev Goethe i
hans Stambog: „Der liebe Gott hat die Nüsse wohl geschaffen;
er hat sie aber nicht auch geknacht."
Naar Goethe saaledes er kommet til Grænsen for
Erkendelsen, bøjer han af og vender tilbage til sit egentlige Omraade,
Digtekunsten. Videnskaben kan aldrig faa Tanken og Erfaringen
til helt at dække hinanden, men ender i den evige Strid mellem
det anskuede og det tænkte; kun Kunsten taler et Sprog, der
udtrykker Naturen, denne store Væverske, hvis Værk ikke er
føjet mekanisk sammen af spredte Traade, men hvor Helhed og
Dele er i evig Enhed.
IV.
I Goethes religiøse Opfattelse finder vi Grundtræk, der svarer
til hans Opfattelse af Kunsten, Videnskaben og Naturen.
Han troede paa en Guddom, der virkede i Naturen indefra,
gennem Naturens egne Former og Kræfter. En Gud, der udefra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
