Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - Axel Olrik: Hagbard og Signe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61 Hagbard og Signe
Og hun svarer ham:
Ledt det mig tykkes
Livet at længe,
naar Graven lukker
over min fejreste Lyst;
ikke Sot eller Sværd,
ikke Sø eller Mulde,
ingen Død skal vinde Dig,
uden at jeg vælger den samme.
Bundet blev det Baand,
som aldrig brister,
da jeg med Sværdløfteren
Lejet delte;
tvundet i én
er de Livstraade tvende,
siden Skjoldunge-Mø
sig til Mand fæsted.
Digterens Tanke har allerede paa dette Tidspunkt flyttet sig
bort fra Livsfaren og fra Kongedatterens Sorg eller Medfølelse.
Derfor kan Hagbards sidste Kvad paa Galgebakken, da han ser
hendes Bur staa i Lue, blive det mægtige Udbrud:
Hæv mig nu, Svende,
højt i Galgen!
forud gik den,
som jeg følger.
Luen leger i Sky,
Buret brager,
Signes Godvilje
lyser over Land.
Aldrig har Fæsteord
saa fast bundet,
som da selv sit Dødsbaal
Signe tændte;
Hagbards Brud
har nu Hel-Grind aabnet;
intet kan os skille,
naar ej kunde Død!
Oldtiden ender i Lovprisning af Kærligheden som den stærke
Magt. Denne Tidsalder, der beundrede og fremelskede Viljens
Styrke, saa paa Elskoven som en Forhøjelse af Menneskets Ævne
til at sætte og fastholde et Maal. Heltesangen, der lader
Menneskets Liv svinde, men jubler naar Livsmaalet er holdt fast til
det sidste, den kaarer sig ogsaa Hagbard og Signe som sine
udvalgte, fordi her den frie vingestærke Vilje stikker i Sky saa højt
som aldrig før.
En ny Tidsalder kom, Skift i Sæd og Skift i Sind; Sangen
brød ind over Norden, som om Sydens Sol og Sommer og
Farvepragt paa én Gang havde holdt sit Indtog i de vindblæste
nordiske Lunde. Alle Følelser vældede op, sprang som stærke
Kildevæld, eller rislede dæmpet under Grønsvær og Løvtag.
Elskoven har Lov at være der, ja den er Sangens egenlige Æmne,
dens vaagnende Stemning er det usynlige Baand mellem den
syngende og dansende Flok af Mænd og Kvinder. Der er en Luft-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
