Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - Vald. Vedel: Harald Kidde „De Blinde“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
Harald Kiddes „De Blinde’
I«
dumpe Timeslag nødvendig minde om Slag af en Kniv mod et Bæger?
Hvorfor skal vi have alle Moster Edels Konkyljearter specificerede,
eller faa med paa Købet en Del Turisterindringer fra Svejts’s Alper og
gamle Ridderborge? Det meste spiller imidlertid paa en intim Maade
med i Helheden, og i alt Fald er alle de fine, nøjagtige
Indtryksbestem-melser en uomtvistelig kunstnerisk Rigdom ved Bogen. Sneens
graadige Øjne, der klæber stjerneglinsende mod Ruden; den lille Mejse,
der skærer sin Sølvpil ud og ind gennem Eftermiddagsstilheden i trolig
Vedholden; Vejmandens Skrabejærn, der trækker Landevejens graa
Dynd som bugtede Gummislanger op i Volde langs Grøftekanter;
Telegrafpælene, der i tyst Række striber den dunkeltlyse Himmel;
Fjorden, som langt ude bag de svulmende Banker skummer i blaa
Ensomhed og Sollys — der er baade sikkert Linierids og høje Farver i
Forfatterens Naturbilleder. Og fantasifuldt levendegør Tingene sig for
ham. Man glemmer ikke let hverken „det ubestikkelige Gletscherøje,
den fra al Menneskeidræt, alt Menneskehaab, al
Menneskeforkrænke-lighed bortfrosne Tindes Øje" og ikke heller Aftenklokkerne fra den
lille Landsby ved Søbredden, for Foden af den vældige Alpemur, som
de raaber ængstelig efter Genbobyerne hinsides Søen, at de ikke skal
lade deres Søster ene med Stenene og Natten.
Besværliggøres Læsningsindtrykket ved al denne Rigdom paa
Udenomsting, saa omspinder Forfatteren endvidere de to Sjælelivs Historie,
som Bogen vil følge, med en ordrig Veltalenhed — korintisk
blomsterrig og noget enstonig messende —, som hele Vejen lægger et Flor
mellem Læseren og Begivenhederne. Tingene faar ikke Lov at beholde
deres banale, massive Hverdagsbetegnelser, men omskrives i vagere
Almenbetegnelser. „Hendes Livs Frugt" sættes for „Børn", „fjernet til
det urækkelige" for „død"; et Mønster paa diskret Poetisering er
Stykket (S. 375) om „Livskraftens Torn, der udløses i Søvne". Hele Vejen
pyntes der ogsaa op med Lignelser. Der kan ikke siges: „Var det da
ligegyldigt, hvordan Livet levedes, det løb ud i det samme intet
tilslut", uden at der tilføjes: „Tindernes Isfloder og Vulkanernes
Dyndstrømme, dampede de ikke alle bort i Luften". Og oftest er det fjerne,
ikke fra Anskuelse, men fra litterær Læsning hentede Billeder, der
bruges til at poetisere Livet — Billeder af indmurede Fanger, der føres
frem for Dagslyset, Ørkenvandreren, der styrter sig over Kilden, eller
den over Dybet svævende, der med eet føier fast Grund under Foden.
Kidde holder ogsaa af at variere den samme Tanke i en Række
Lignelser, der tropper op i ensformig Paralellisme: „Var Mørket sunket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
