Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - Vald. Vedel: Harald Kidde „De Blinde“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
Harald Kiddes „De Blinde’ I«
Ophidselse eller Opløsthed, med Forestillingerne, der forvirret og
springende glimter frem og slukner, afløser og forjager hverandre. Der er
f. Eks. Scenen, hvor de to Børn er ude i Snestormen at lede efter
Helenes Fader, eller Konfirmationsakten, eller dér, hvor Bent efter
længere Tids Brud med Helene en Aften pludselig skimter hende paa
Landevejen og skynder sig at undfly Mødet. Eller sjælelige Tilstande
af raadløs Flakken og rugende Kredsen om visse Forestillinger; det
er navnlig ved en maniereret Brug af Ordgentagelser, at Indtrykket af
det inderlige og intensive søges givet. „De Øjne...nej, nej, ikke møde
hendes Øjne, ikke ... var det Angst for hans Ed eller — var det —
var det Sorg for deres Lod? ... Han hadede, hadede hende." Ogsaa
de nervøst-fysiologiske Udslag af stærke, især smertelige
Sindsbevægelser formaar Forf.s Kunst at gengive med intensivt Liv: naar ved
et pludseligt Skæbneslag Hjertet gaber op i Bent som eet Blodsvælg
og Munden snapper efter Luft — naar en heftig Skræk presser ham
sin Knytnæve under Hjærtet — eller naar en Angst smutter ned
gennem ham som en Aal og hele Legemet tømmes for Vejr.
Lige saa intensivt som de enkelte sjælelige Situationer — især hos
den halvvoksne Dreng — er gennemlevede, lige saa omhyggelig
belyses og udredes, Bogen igennem, de to Personers hele aandelige
Væsen. Helene er, hvad Romantikerne kaldte „en dæmonisk Natur", og
hendes Aner kunde vel nok paapeges hos de gamle romantiske og de
store norske Digtere. Hun er Barn af en næsten naturstridig Forening
af Modsætninger — af en fin og fintdannet Fader, som i Sorg har søgt
Glemsel og Bedøvelse i et raat, livslystent Fruentimmers Arme.
Helene hader sin Moder og dyrker sin Fader, og i den fine, blege
Pigedreng Bent elsker hun alt det, der er i hende selv af Faderens Natur.
Men hun har sin Moders Blod og Sanser og friske, grove Naturel og
er opvokset under Paavirkning af hende, og den mødrene Natur i hende
gør Oprør mod den tyndblodede Finhed, søger som en Hævns
Tilfredsstillelse i at saare og knægte det, hun egentlig tilbeder, og hun helmer
ikke, før hun naar „tilbunds i det, der brændte Hul paa ved det første
Kys", saa hun ender med at kaste sig bort til den første den bedste
saftrøde Mund under en hørgul Knebelsbart, da hun ikke kan faa Bent
til at tilfredsstille hendes Sanselighed. Dog, dybere end dette: selve
den Tvedragtens Stjerne, hun er født og opvokset under, selve den
Disharmoni og Bitterhed, der er i hendes Sind, har forvrænget hende
fra Bunden af, gjort hende til etviljesløst „Redskab i Lidelsens Haand",
givet hende en naturbestemt Dragelse mod Ulykken, mod at lide selv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
