Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - V. V.: Pervers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
Pervers
den, hvis han faar Lov til at give Tonen an for vor Litteratur. Sofus
Michaelis og Sven Lange viste straks med kloge og eftertrykkelige Ord
den Ustyrlige tilbage. Men der burde være gjort meget mere. Der
burde være statueret et Eksempel her. Manden maa jo have de Følelser,
han vil, men her forelaa en Overtrædelse ikke blot af god Tone, men
af litterær Moral, som ikke burde taales. At den ene Forfatter søger
at ødelægge den andens litterære Virksomhed ved at bringe frem i
Diskussionen og frem for Offentligheden den Slags skidne Sladder om
hans Privatliv, som han véd især er egnet til at umuliggøre ham hos.
Publikum — det er en Handlemaade, som ikke blot burde fordømmes,
men selv burde umuliggøres for Fremtiden. Det huskes, hvor forarget
man i det litterære Venstre med god Grund var i sin Tid over, naar
navnløse Højrejournalister smuglede Insinuationer om
„Gennembruds-mænd"enes Privatliv ind i den offentlige Meningskamp. Men hvad er
det imod, at her en anset Forfatter midt i en stor Avis vælter
Skarnbøtten ud over en anden, som ikke kan forsvare sig — hvad i Herrens
Navn har vi en Forfatterforening til, naar den ikke øver kollegial
Justits overfor en saadan Skandale? Selv om det er en af »Spidserne",
man maatte gøre det overfor.
Selvom. Nej, netop saa meget des mere. Thi det er i den sidste
Tid netop „Spidserne", som mest synes at trænge dertil. Og deri har
frem for alt den snobbede og servile Berømthedskultus Skyld, som
moderne Journalistik har indført herhjemme. Man kreerer daglig
Storheder og puster dem op, saa de maa revne. De, der mest elsker
Drachmanns Digtning, det er ikke dem, der i Aar og Dag har oset ham til
med godtkøbs Virak, under Kellnerlader har indsavlet „Digterkongen"
og blæst i Trompeter for hvert af hans Skridt, — til en ikke altfor
solid Lyrikerhjerne nødvendig maatte blive .... saadan som den efter
mange Tegn at dømme synes paa gode Veje til at blive. Paa samme
Maade har Joh. Jensen næppe kunnet taale den smukke Kollegahyldest,
som næsten enstemmig ydedes ham i Foraaret gennem Hr. Rimestads
literære Hofreportage. Saavist ingen Mand med Selvagtelse vilde finde
sig i, om en nok saa stor litterær Berømthed i hans Hjem tillod sig
at overtræde de elementæreste Regler for Samkvem mellem dannede
Mennesker, saa vist burde heller ikke Offentligheden taale det paa sit
Omraade. Det gælder Samfundets Forsvar for den „standard of life",
det har opkultiveret sig til. En Slappelse heri er en Degeneration, som
det var meget mere værd at tale om end den Slags Abnormiteter, som
Naturen og Livet af sig selv fejer til Side.
V V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
