Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Jakob Knudsen: At være sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187 At være sig selv
være sig selv synes ifølge almindelig Sprogbrug at passe lige
godt paa dem alle tre.
Her er da intet andet at gøre, naar man vil finde den
eftersøgte Virkelighed, end at begive sig ned først ad den ene, saa
maaske ad den anden og den tredje af disse Veje, — thi
Sandsynligheden er paa Forhaand lige stor for dem alle.
Paa Hjørnet af den ene af disse Veje staar der det Ord:
Begejstring. Sprogbrugen og den almindelige Betragtning sætter et
vist Forhold imellem det at være sig selv og — Begejstringen.
— Mange Kunstnere vil saaledes vistnok sige, at man først ret
er sig selv, naar den kunstneriske Begejstring er over en. Og
den daglige Tale har Udtryk, der peger i samme Retning:
„Petersen var alligevel ikke rigtig sig selv igaar Aftes." Det vil jo
sige, at Petersen ikke var paa Højde med sig selv, ikke
saaledes „oppe", ikke saa begejstret, som han undertiden kan være.
— Her gøres det: at være sig selv og det: at være begejstret
til det samme. — Men den daglige Tale har dog ogsaa Udtryk,
der viser i stik modsat Retning: „Petersen var helt ude af sig
selv af Begejstring." Her synes Begejstringen at betragtes som
en Slags Ophævelse af Selvet.
Det er mærkeligt nok, at der fra de tidligste Tider har gjort
sig netop den samme Dobbelthed gældende i Menneskehedens
Betragtning af Forholdet mellem Begejstringen og saa det at
være sig selv. Man kan endogsaa geografisk angive Grænsen
mellem det Omraade, hvor den ene, og det Omraade, hvor den
anden Betragtning har været raadende. I Asien har man altid
været tilbøjelig til at se paa Begejstringen — og dermed mente
man jo i ældre Tid gerne den religiøse Ekstase eller den
aandelige Nærmelse til Guddommen — som en Ophævelse af
Selvet, — man forsvandt, man tabte sig i det guddommelige.
Jeg henviser til Nirwana-Tanken, de indiske Selvpinsler, de
semitiske, religiøse Orgier. — I Europa derimod, hvor man altid har
haft mere Selvrespekt, har man set paa Begejstringen som en
Bekræftelse af Selvet, en Selvudfoldelse, — det ogsaa, og særlig,
naar Begejstringen var af religiøs Art. Den religiøse Henrykkelse
hos de kristelige Mystikere tænkes jo vel som en
Sammensmelten med Guddommen, men dog tillige som den Tilstand,
hvorved de enkeltes personlige Liv gøres evigt; det er Selvet, som
faar det evige Liv. — Paa lignende Maade forholder det sig med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
