Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Jakob Knudsen: At være sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189 At være sig selv
Vi prøver den næste.— Paa Gadehjørnet staar dens Navn:
Naturlighed.
Det at være sig selv skal efter nogles Mening være det samme
som at være naturlig, — at give sig sin medfødte
Ejendommelighed i Vold, sine Minder, sine Vaner, at leve saaledes, at ens
hele Optræden bliver en Udfoldelse af ens egen Natur. —
Denne Betragtning har i høj Grad den almindelige Sprogbrug for
sig. Det vrimler af gangbare, ja, trivielle Vendinger, som netop
siger dette. F. Eks.: „man er alligevel ikke rigtig sig selv paa
saadan en Rejse, man kommer ud af sine vante Folder" o. s. v.
— Enkelte Sprikvorter er der dog ogsaa, som viser i modsat
Retning. F. Eks.: „Tja,— Mennesket er jo et Vanedyr." Altsaa
ikke et med sine Vaner, sin Natur.
Som udførlig udviklet og begrundet Teori fremtræder den
Betragtning, at Menneskets Selv og Menneskets Natur er et og
det samme, i Henrik Pontoppidans „Lykke-Per". Tanken stilles
i skarpeste Belysning derved, at der i dette Digterværk er
skildret en Person (Helten), der hader sin egen Natur, men bliver
nødt til at bøje sig for den, acceptere den, da han ellers
simpelthen maatte udslette sit eget Selv.
Per Sidenius kommer som bekendt fra et Hjem, hvis Væsen
er ham dybt forhadt. Han kalder sin egen Slægt for et Kuld af
Bakketrolde, lysrædde, flagermusagtige Væsner, — asketiske
Munkenaturer, bange for Livet og Solen. Og han forlader dette Hjem
med Anelse om en anden Menneske-Natur og med Ønske om
at tilegne sig den. Han møder denne nye, fremmede Natur hos
en rig, jødisk Købmands-Slægt i København. Det er ikke disse
Menneskers Irreligiøsitet, som er ham det nye og tillokkende,
thi han har allerede fra Barndommen selv været vantro; men
det er deres stærke Mod paa Livet, deres Erobredrift overfor
Livet, deres Blodrigdom og Solglæde, deres Nydelsestrang, deres
Kærlighed netop til „denne Verdens Væsen". Han forlover sig
med Datteren, Jakobe, og ser sig i Aanden, sammen med hende
og hendes Penge, allerede som en Verdens-, en Livs-Erobrer.
Da viser det sig pludselig — ved hans Moders Død — at
hans gamle, medfødte Natur kun har ligget og luret i ham og
ventet paa, at alt dette nye skulde ophøre at være nyt for ham.
Det viser sig — efter at dette først er i Orden — at hans gamle
Natur ved den første den bedste Lejlighed er i Stand til helt at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
